Coronakrisen har sat sit klamme greb om Bjarne Riis og NTT Pro Cycling, ligesom den har med resten af cykelsporten.

Foruden de store økonomiske udfordringer, som holdene døjer med, er det et stort spørgsmålstegn, hvordan man driver et cykelhold, der ingen penge tjener, og håndterer ryttere, der ingen løb kører.

»Hvad gør man, når der pludselig kommer en krise? Det handler om lederskab,« sagde Bjarne Riis ved et digitalt pressemøde arrangeret af NTT Pro Cycling, da han skulle svare på, hvordan man håndterede krisen.

For Riis og NTT kom krisen på et ubelejligt tidspunkt og afbrød en stor sportslig fremgang, hvilket gør det ekstra relevant at høre, hvordan det bratte stop er blevet håndteret af cykelholdet, der vandt seks sejre på halvanden måned i starten af året. Hele sidste år blev det kun til en mere.

Giacomo Nizzolo løftede armene i vejret ved Paris-Nice, og italieneren har haft en stor aktie i NTT Pro Cyclings flotte sæsonstart.
Giacomo Nizzolo løftede armene i vejret ved Paris-Nice, og italieneren har haft en stor aktie i NTT Pro Cyclings flotte sæsonstart. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

»Som leder skal man som det første forbinde alle. Fysisk kunne vi ikke gøre det, men vi har gjort det på andre måder. Man bringer holdet sammen, forklarer situationen og stiller de rigtige spørgsmål: 'Hvad kan vi få ud af det her? Gør vi de rigtige ting her?' Og så arbejder man på dem,« forklarer Bjarne Riis.

»Vi kunne sætte os ned og græde uden at vide, hvad man skal gøre. Eller man kan tænke positivt og bruge situationen og omstændighederne.«

Blandt andet har mandskabet holdt et ugentligt møde med alle ansatte – ryttere og stab – hvor forskellige emner bliver gennemgået. Den ene af gangene var der intet emne på programmet, men her endte holdet med en kop cyber-kaffe i stedet.

»Det var en stor succes og ret sjovt. Vi havde bare samtaler om det, der lige kom op.«

Siden tilgangen af Lars Michaelsen (tv.) og Bjarne Riis har NTT Pro Cycling haft stor sportslig fremgang.
Siden tilgangen af Lars Michaelsen (tv.) og Bjarne Riis har NTT Pro Cycling haft stor sportslig fremgang. Foto: BRENTON EDWARDS
Vis mere

Også holdets sydafrikanske ejer, Doug Ryder, var til stede ved online-pressemødet, hvor han uddybede Bjarne Riis' forklaringer.

»Fra start fokuserede Bjarne på tre ting her i krisen. Familie, mening og mulighed. Familieaspektet var kritisk, og det handlede om at få rytterne sikkert hjem til deres familier, da pandemien ramte Europa og verden,« forklarer Doug Ryder.

»Vi har talt med hver enkelt og fokuseret på de her ting. Vi har også rettet økonomien lidt og lagt penge til side til de fremtidige løb, så vi kan komme gennem sæsonen.«

Ved selvsamme pressemøde annoncerede holdet, at man havde skåret i ansattes lønninger for at komme bedst igennem krisen. Det kan du læse mere om her.