»Jeg har taget doping. Jeg har taget epo.«
Det var på en majdag tilbage i 2007, at Bjarne Riis på et pressemøde sagde de berømte ord. Og selvom mange år nu er gået siden Tour de France-triumfen i 1996 og indrømmelsen 11 år senere, så angrer han i den grad sin fortid, ligesom han fortæller, at han til sidst ikke kunne holde løgnen ud.
Det siger han i TV 2-programmet Tour de ja-vu.
»Vi ved, at dem, der vælger at leve sådan i dag, ikke når langt. Så heldigvis er det kun få. Men at leve i frygt for at blive nappet er aldrig rart. At bære rundt på en løgn og den utryghed tærer rigtig meget. Jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke kunne blive ved med at leve under det,« siger Bjarne Riis blandt andet i interviewet.
Her bliver han også stillet et spørgsmål, som han ikke tror, han nogensinde er blevet stillet før: Var det egentlig lettere at være Bjarne Riis før eller efter dopingindrømmelsen?
Her svarer han, at det aldrig har været nemt at være Bjarne Riis, men at han umiddelbart fik det nemmere efter den dag i 2007. Også selvom han siden har skulle lægge øre til meget.
Med de berømte ord faldt der nemlig en del tynge fra hans skuldre.
Han forklarer dog samtidig, at det absolut heller ikke var sjovt for fem eller ti år siden, ligesom han heller ikke brød sig om at blive mindet om det.
'Ørnen fra Herning' forklarer i programmet, at doping dengang var et vilkår i branchen, hvis man ville vinde cykelløb. At doping var et 'nødvendigt onde'.
Selvom han dermed valgte at lyve på landsdækkende tv, så følte han ikke, at han havde noget valg.
Bjarne Riis har indrømmet, at han tog doping i perioden 1993 til 1998. Han stoppede karrieren i 2000.
