Jonas Vingegaards arbejdsgiver, Visma-Lease a Bike, kan godt være bekymret.

For med danske Netcompanys indtog hos storholdet Ineos Grenadiers er der nu skabt en ny supermagt i cykelsporten, der bør være attraktivt for den allerstørste af de danske stjerner.

»Lige nu ville det være et drømmehold for Jonas. Det bedste hold, han ville kunne komme ind på, hvis han skal true Pogacar,« mener den tidligere rytter og holdejer Bjarne Riis.

»Jeg ser absolut et match. Det er Visma sikkert ikke glade for at høre, men det er der ingen tvivl om. Det her nye hold har de folk, midler og erfaring, der skal til.«

Tirsdag blev den offentlige hemmelighed bekræftet, da en gigantisk kontrakt mellem Netcompany og Ineos Grenadiers blev præsenteret.

En femårig aftale, der løber op i 150 millioner kroner om året ifølge Cyclingnews. Fremover skal holdet hedde Netcompany-Ineos.

Jonas Vingegaard bør i det mindste overveje på, om det storsatsende Netcompany-Ineos-projekt kunne være noget for ham, mener Bjarne Riis.
Jonas Vingegaard bør i det mindste overveje på, om det storsatsende Netcompany-Ineos-projekt kunne være noget for ham, mener Bjarne Riis. Foto: Josep Lago/AFP/Ritzau Scanpix

»Det gør, at de kan bygge et endnu stærkere hold op omkring en potentiel Tour-vinder,« siger Bjarne Riis.

Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, siger til TV 2 Sport, at ambitionen at genvinde Tour de France inden for fem år.

»Der er selvfølgelig en vis udfordring med, at Pogacar rydder bordet i øjeblikket. Men derfor kan du godt have en strategi, ligeså vel som Visma har det med Jonas,« fastslår Bjarne Riis.

»Hvis Jonas har ambitioner om at vinde Touren, må det her hold skabe interesse. Det er så stærkt et hold, der skal til. Jeg er bange for at sige det, men p.t. er hans Visma-hold ikke stærkt nok.«

»Hvis holdet havde de muskler, som Ineos får nu, havde de kunnet udfordre Pogacar. Men de sidste år har de mest af alt skilt sig af med vigtige hjælpere for Jonas.«

Skal de være bekymret hos Visma?

»Det vil jeg da mene. Det vil være uambitiøst af Jonas, hvis han ikke kigger i den ret. Jeg siger ikke, at han skifter, men han må tænke tanken.«

Ineos, der tidligere hed Team Sky, har vundet Tour de France syv gange i alt – med Bradley Wiggins, Chris Froome, Egan Bernal og Geraint Thomas.