Ingen over Jakob Fuglsang.

Sådan lyder det fra Bjarne Riis om den formstærke danske cykelrytter.

»Der er ingen tvivl om, at han er den stærkeste i feltet i øjeblikket,« konstaterer Bjarne Riis over for B.T. Sport.

Og Astana-rytteren har da også haft et fremragende forår, senest med søndagens kæmpesejr i det historiske løb Liegé-Bastogne-Liége.

Men ser man frem mod årets helt store satsning, Tour de France, vil Bjarne Riis ikke udnævne Jakob Fuglsang til topkandidat til den gule trøje.

»Favoritterne er dem, det hele tiden har været. Det er de seneste års vindere,« siger Bjarne Riis med henvisning til især Sky-rytterne Chris Froome og Geraint Thomas.

Men den rutinerede cykelejer er imponeret af, hvordan Jakob Fuglsang indtil videre har skruet sin sæson sammen.

»Hvis de skulle køre Tour i morgen, ville Jakob være kandidat til det hele med den form, han har nu, uanset hvor alle andre står. Men der er ingen tvivl om, at dem, han skal møde i Touren, Geraint Thomas og Chris Froome, vil nok være bedre kørende, end de er nu. Men hvis han er så god, som han er nu, så kan han også køre med de bedste,« siger Bjarne Riis:

Jacob Fuglsang kører til daglig på det kasakhiske cykelhold Astana. 
Jacob Fuglsang kører til daglig på det kasakhiske cykelhold Astana.  Foto: ERIC LALMAND
Vis mere

»Hvis han holder sin form til Tour de France, så kan han lave fantastiske resultater. Når du er på det niveau, så er det marginaler, det gælder.«

Jakob Fuglsang kom sidste år til Tour de France med en ambition om at køre sig på podiet. Det gik slet ikke efter planen, da han ikke kunne følge med de bedste og endte på en samlet 12.-plads med mere end 17 minutter op til en top-3-placering.

Ifølge Bjarne Riis skal den 34-årige cykelrytter holde fast i den formel, han har fundet i denne sæson.

»Han skal ikke ændre noget, han skal gå hjem og slappe af og så gøre de ting, han har gjort, for de har jo virket for ham. Mange er tilbøjelige til at være for ivrige og træne for hårdt i stedet for at bygge den rigtigt op – hvis han har fundet den rigtige formel for ham, så er det godt. Så forbliver han god, hvis han følger den,« siger Bjarne Riis.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Han gætter på, at en del af Fuglsangs succesopskrift er, at han sammen med sit hold, Astana, har fået den fundamentale base på plads hen over vinteren.

»Der er ingen tvivl om, at han har ændret ting ved sin træning og kost. Derudover er der nok også nogle mentale ting, såsom at Jakob er blevet ældre, og ja, så er han blevet far. Jeg tror, at hver lille ting spiller en rolle i hans udvikling,« siger han.

Samtidig er det tydeligt for Bjarne Riis at se, at Fuglsang har et bedre Astana-hold omkring sig i år, og det skal hjælpe ham mod nye sejre.

»Jeg har været en stor kritiker af holdet, fordi de ikke har fået det ud af det, som de burde, især med Jakob. Men nu kan man se, at han har gode ryttere omkring sig. De har virkelig gjort noget,« siger han.

Og Jakob Fuglsang får brug for et stærkt hold, for det har store Tour-konkurrenter, når det går løs i Frankrig til sommer. Men Bjarne Riis ser et mere åbent løb i 2019-udgaven af løbet.

»Som cyklingen er i øjeblikket, så kan alt ske. Der er flere om buddet i år, og det gør det hele mere uforudsigeligt og spændende. Jeg håber, at det får flere ryttere til at tro på en sejr, for selv om Sky er stærke, så kan de slås,« siger han.