Der er fart på hos Bjarne Riis i øjeblikket.

For få måneder siden annoncerede den pensionerede cykelrytter, sportsdirektør og holdejer sit farvel til cykelsporten, men siden da er det gået stærkt med at få nye tjanser.

Først annoncerede virksomheden Nortec, at Riis entrerer bestyrelsen, og nu har Bjarne Riis altså landet endnu en bestyrelsespost.

Denne gang hos Riis Energy, som det fremgår af en pressemeddelelse. Han indgår også i ejerkredsen i virksomheden, som er nyoprettet.

Bjarne Riis og Jørgen Vesta er to af selskabets stiftere.
Bjarne Riis og Jørgen Vesta er to af selskabets stiftere. Foto: Riis Energy
Vis mere

»Jeg glæder mig til, at bidrage til denne spændende, nye erhvervsopgave,« lyder det fra Bjarne Riis.

Der er fem stiftere af virksomheden: Bjarne Riis, der har lagt navn til den samt Jørgen Vesta, Stig Tiedemann, Jørgen Erland Nielsen og Klaus Jørgen Hahn. 

Riis Energy har sikret sig eksklusivitet på såkaldte IGLU varmepumper i Danmark, og det er i det henseende, at den tidligere gule trøje kommer til at spille en rolle.

Varmepumperne produceres i Litauen, og de skal hjælpe med at sætte yderligere skub i den grønne omstilling.

»Det er meget vigtigt for os, at gå ind i det her velvidende, at de her produkter er i top, så vores virksomhed - og jeg i særdeleshed - kan lægge navn til det,« forklarer Bjarne Riis til B.T.

»En del af kvalitetssikringen er, at op til 60 procent af komponenterne kommer fra danske virksomheder som Danfoss og Grundfos.«

I forbindelse med importen af varmepumperne er der »behov« for at komme ud til 2200 vvs-virksomheder og varmepumpe-installatører, står det i pressemeddelelsen.

»Efter at være vendt tilbage til Danmark har jeg nøje gennemgået mine udgifter til brændstof og opvarmning,« siger Bjarne Riis.

»Mit første skridt var at investere i en elbil. Udregninger har desuden vist, at en ændring i opvarmningskilde i vores hus også giver mening. Derfor skifter jeg nu fra oliefyr til varmepumpe.«

»Produkterne passer perfekt til den grønne omstilling med mere bæredygtighed i Danmark, og jeg tænker, hvis det giver mening for mig at skifte varmekilde, gør det det sikkert også for mange andre.«

Bjarne Riis oplyser desuden, at man vil fortælle mere om ambitionerne og planerne for Riis Energy i det nye år.

Projektet har været undervejs i 2-3 måneder, oplyser han til B.T.