Cykelrytteren Kasper Asgreen forlænger sin kontrakt med Deceuninck – Quick-Step med yderligere tre år, så den løber til udgangen af 2024.

Det har holdet skrevet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag. Og her fortæller danskeren, at han er meget tilfreds med forlængelsen.

»Det var en nem beslutning at blive her. Deceuninck – Quick-Step er et af de mest succesfulde hold i verden, og lige siden jeg var amatør, har drømt om at være en del af holdet, fordi jeg elsker, hvordan de forvandler unge ryttere til vindere,« siger han og fortsætter:

»Årene går, og jeg tror, at dette er den rigtige beslutning for mig og at forlænge så tidligt på sæsonen, gør mig glad og endnu mere motiveret til at præstere. Jeg ønsker at takke alle for støtten, og for hvad de har gjort mig nu og vil gøre i fremtiden.«

Foto: DIRK WAEM
Vis mere

26-årige Kasper Asgreen har været flyvende i 2021-sæsonen indtil videre, hvor sejren i Flandern Rundt er højdepunktet. Han har vundet otte sejre hos Deceuninck – Quick-Step, siden han blev professionel.

Forståeligt nok blev danskeren hyldet efter den flotte sejr påskedag, hvor han slog Mathieu van der Poel i en spurt. Efterfølgende skrev et medie eksempelvis, at han er lavet af stål.

Deceuninck – Quick-Step har da også flere rosende tilovers for Kasper Asgreen i fredagens pressemeddelelse, hvor de blandt andet skriver, at hans niveau har nået nye højder i denne sæson.

Temporytterens sejr i Flandern Rundt var ifølge B.T.s oplysninger 20 millioner kroner værd. Du kan læse hele den historie HER.