De danske cykeldrenge er braget ind på sportens øverste hylde!

Cykelfeberen raser for alvor herhjemme efter et forår, der indtil videre har stået i danskernes tegn på World Touren. Og søndag blev der kun smidt endnu mere brænde på dansker-bålet, da Kasper Asgreen triumferede i Flandern Rundt.

Selve begejstringen ser da også ud til at have smittet af på andre lande, hvor den danske triumf tydeligvis har gjort indtryk.

B.T. har samlet et lille udpluk af reaktioner og overskrifter herunder:

Kasper Asgreen øverst på podiet.
Kasper Asgreen øverst på podiet. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Engelske BBC Sport skriver blandt andet, at det var svært for de andre cykelstjerner at holde trit med Asgreens voldsomme tempo:

»Det var kun sidste års vinder, Mathieu van der Poel, og Wout van Aert, der var i stand til at følge med den elegante Deceuninck-Quick-Step-rytter, som er i forrygende form for tiden.«

I det franske har danskerens præstation da også allerede ramt forsiden af den store sportsavis L'Equipe:

»Kasper Asgreen er i øjeblikkelig storform, og til alles overraskelse slog han den helt store favorit, Mathieu van der Poel, i spurten. Den udmattede hollænder var ikke i stand til at gøre noget.«

Hollandske Sporza er ligeledes overrasket over Kasper Asgreens tårnhøje niveau.

»Den selvsikre dansker viste sig at være lavet af stål, da han slog van der Poel. I 2021 vil det ikke altid være logikken, der sejrer, og hollænderen har nu også oplevet dette på egen krop,« skriver mediet om spurten, der ellers burde have været en fordel for Mathieu van der Poel.

I det verdensomspændende medie Cycling News har den danske cykelstjerne da også ramt overskrifterne med sin fænomenale præstation:

»Den danske Deceuninck-Quick-Step-rytter var en del af alle store træk i løbet, og han forblev cool hele vejen, indtil han havde fået den mindeværdige sejr i hus.«

Kasper Asgreen vandt søndag karrierens største sejr i Belgien, og efterfølgende forklarede han, hvordan den danske cykellegende Rolf Sørensen havde haft en finger med i spillet.

Den historie kan du læse mere om HER.