Endnu et drastisk tiltag ændrer på planerne i cykelverdenen.

Et af verdens største cykelløb, Giro d'Italia, starter ikke planmæssigt 9. maj i Ungarn, hvor løbets tre første etaper ellers skulle køres.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Som svar på spredningen af coronavirus har Ungarns regering erklæret undtagelsestilstand. Det forbyder planlægningen af store begivenheder og gør det umuligt at planlægge internationale begivenheder,« fremgår det af pressemeddelelsen.

»Som en konsekvens heraf har den organisatoriske komité for Giro d'Italias ungarske etape erklæret, at Giroens start ikke kan blive afholdt i Ungarn på det planmæssige tidspunkt (...) RCS Sport (som arrangerer Giro d'Italia, red.) har taget bestik af den internationale og nationale situation og erklærer hermed, at datoen for Giro d'Italia 2020 hermed er udskudt.«

Starten skulle være givet i Budapest og var planlagt til at slutte i Milano den 31. maj. En by, der også er hårdt ramt af corona-pandemien.

Giro d'Italia er et af kalenderårets tre store grand tours sammen med Tour de France og Vuelta a España.

Etapeløbet er blandt andet et stort mål for Jakob Fuglsang, der har erklæret, at han ville stille op med ambitioner i det samlede klassement. Men nu er det altså usikkert, hvordan og hvorvidt løbet overhovedet afholdes.

Richard Carapaz vandt 2019-udgaven af Giro d'Italia.
Richard Carapaz vandt 2019-udgaven af Giro d'Italia. Foto: LUK BENIES
Vis mere

Cykelryttere, -fans og resten af cykelverdenen kan godt væbne sig med tålmodighed i forhold til at finde ud af, hvad der skal ske med løbet.

Pressemeddelelsen nævner nemlig, at der ikke vil komme en ny startdato for løbet for 3. april.

Indtil da er al sport suspenderet i Italien.

Sidste år var det Richard Carapaz fra Ecuador, som løb med den samlede sejr.