For en uge siden afgik 18-årige Andreas Byskov Sarbo ved døden, efter han havde været involveret i en trafikulykke under cykelløbet Tour de Himmelfart.

Lørdag var det tæt på igen at gå galt.

Denne gang ved et cykelløb under Pinse Cup i Laven ved Silkeborg.

»Jeg er rystet,« siger Dorte Mørck Qvortrup, der var såkaldt flagpost ved løbet, til B.T.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hun har i et opslag på Facebook skrevet om sine oplevelser.

I dette gør hun opmærksom på, at hun troede, at man ved løbet ville se nogle hensynsfulde bilister, fordi den tragiske hændelse måtte have sat sine spor.

'Det var desværre ikke tilfældet. Tre gange forsøgte bilister at bryde reglerne omkring ensretning,' skriver Dorte Mørck Qvortrup og tilføjer:

'En kvinde blev så hysterisk over afspærringen, at hun råbte og skreg ad en flagpost og forsøgte at påkøre ham. En ung mand ignorerede også ensretning, stoppede så op ved siden af mig og råbte skældsord ad mig, hvorefter han fortsatte væk i høj fart. En kvinde ignorerede senere alle advarsler og kørte også direkte mod feltet, alt imens hun lavede fagter og skabte sig i bilen.'

'En ældre mand i en traktor stoppede op ved en flagpost og svinede flagposten til, over at han ikke måtte køre til venstre. Han var i øvrigt ligeglad med at stoppe midt på ruten, midt på vejen med en traktor. Da han endelig kørte videre, stoppede han ved mig, steg ud af sin traktor og råbte mig ind i hovedet, skældte ud over manglende skiltning og var virkelig grov. En kvinde stoppede midt på ruten og begyndte at tjekke sin telefon. Hun blev vred, da jeg bad hende køre væk.'

'Cirka 10 bilister gav os fingeren, da de passerede, mange stoppede og skældte ud over, at de nu ikke kunne finde vej eller kom for sent til et eller andet. De var iskolde og uden situationsfornemmelse.'

Dorte Mørck Qvortrup lægger over for B.T. ikke skjul på, at hun er glad for, at man undgik uheld.

»Alle i den danske cykelverden er dybt påvirkede af sidste uges dødsuheld, der forhåbentlig aldrig gentager sig. Men heldigvis var der også bilister, der kørte hensynsfuldt,« siger hun.

Pinse Cup afsluttes mandag med løb i Randers.