Skal Jonas Vingegaard til Frankrig og køre Tour de France til sommer for Team Jumbo Visma?

Det er i hvert fald en mulighed, efter han har leveret på et højt niveau i de første måneder af 2021-sæsonen.

Det fortæller Merjin Zeeman, der er sportsdirektør for holdet, i et interview med TV 2.

»I den her uge kommer jeg til at tale med Jonas for at høre hans tanker om, hvad han synes om det hele. Helt indlysende vil Jonas være en logisk erstatning for Tom Dumoulin (der har sat karrieren på pause, red.), men når – eller hvis – han tager afsted til Tour de France, er det for at lære,« lyder det eksempelvis.

Jonas Vingegaard.
Jonas Vingegaard. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Team Jumbo Visma har flere verdensstjerner på holdet som Tour de France-toeren fra 2020, Primoz Roglic. Og Jonas Vingegaard sammenlignes med sin dygtige holdkammerat.

»Det var det samme, vi gjorde med Primoz Roglic, Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, og det er det, vi har planer om at gøre med Jonas.«

I år har den 24-årige dansker allerede vundet en etape i UAE Tour, to etaper og den samlede sejr i Coppi e Bartali, og han blev nummer to Baskerlandet Rundt – foran Tour de France-vinderen Tadej Pogacar.

Cykelekspert hos TV 2 Sport Chris Anker Sørensen har en meget klar holdning til, om storholdet skal tage deres danske stjerne med eller ej.

»Efter hvad han viste i Baskerlandet Rundt, vil jeg være meget overrasket, hvis de ikke tager ham med til Tour de France. Det bør være en adgangsbillet, når du kan blive nummer to i det løb.«

Jonas Vingegaard kan overtage Jakob Fulgsangs rolle som Danmarks største klassementhåb i Tour de France.

2021-udgaven af verdens største cykelløb på de franske landeveje køres efter planen fra 26. juni til 18. juli.