De tidligere topdommere Howard Webb og Bibiana Steinhaus har på det seneste gemt på en lille hemmelighed.

For få uger siden blev parret nemlig gift ved en privat ceremoni i den tyske by Hannover.

Det fortæller 42-årige Bibiana Steinhaus til avisen Bild.

»Ja, det er sandt. Vi blev gift under den seneste landskampspause og er meget glade,« fortæller hun.

Bibiana Steinhaus er fortsat en del af den tyske Bundesliga, men bruger i dag sin tid i VAR-rummet.
Bibiana Steinhaus er fortsat en del af den tyske Bundesliga, men bruger i dag sin tid i VAR-rummet. Foto: ALEXANDER HASSENSTEIN
Vis mere

Der var således ikke nogen vidner til stede på den store dag på grund af coronarestriktionerne, men det forhindrede altså ikke de tidligere fodbolddommere i at give hinanden deres 'ja'.

Tyske Bibiana Steinhaus skrev historie, da hun tilbage i 2017 blev den første kvinde til at dømme en Bundesliga-kamp for herre, da Hertha Berlin og Werder Bremen tørnede sammen.

Dengang sad den tidligere engelske fodbolddommer Howard Webb naturligvis på tribunen for at opleve kærestens store dag. Fire år senere kan han nu kalde Steinhaus for sin hustru.

Den kvindelige topdommer stoppede sin karriere på grønsværen sidste år, da hun i september dømte Super Cup-finalen mellem Dortmund og Bayern München.

Howard Webb har tre børn fra et tidligere ægteskab. Han blev skilt i 2016, inden han kastede sin kærlighed på sin dommerkollega.
Howard Webb har tre børn fra et tidligere ægteskab. Han blev skilt i 2016, inden han kastede sin kærlighed på sin dommerkollega. Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Hun har dog ikke sluppet fodbolden helt, men sidder i dag ude i VAR-rummet, når diverse situationer i Bundesligaen skal vurderes.

Engelske Howard Webb stoppede selv sin karriere tilbage i 2014 efter 11 år som topdommer.

Et af de helt store højdepunkter kom i sommeren 2010, da Spanien og Holland stod overfor hinanden i VM-finalen i Sydafrika. En kamp, der på alle måder skrev sig ind i historiebøgerne.

Den engelske topdommer fik nemlig fløjtet ualmindeligt meget og måtte undervejs hive det gule kort frem hele 14 gange.

Selvom parret nu er gift, så fortsætter de med at bo to vidt forskellige steder.

Bibiana Steinhaus holder til i Köln, mens Howard Webb er bosiddende i New York. Det nygifte par har dog planer om at flytte sammen på et tidspunkt.