»Jeg nyder bare, at det ikke er så mærkeligt længere. Ikke at det har været en stor bekymring, men det er rart at vokse ind i det.«

Måske du har set den karismatiske skikkelse et sted. Forfatter, musiker og cykelekspert virker nærmest ikke dækkende for Bastian Emil Goldschmidt, der gemmer på en vild og fascinerende historie.

Trods sine 30 år har han nået at være model for verdenskendte mærker som Balenciaga og Gucci og blive fyret på pinlig vis. Men også at være cykelekspert på tv, spille koncerter i ind og-udland samt udgive flere bøger.

Og så har han gået i jakkesæt i over halvdelen af sit liv. Netop det sætter Bastian Emil Goldschmidt ord på i det øverste citat. Resten kommer vi tilbage til.

Bastian Emil Goldschmidts tipoldefar, Johann Georg Mönckeberg, var borgmester i Hamborg i flere år.»Det var på Bismarcks tid, og min familie fandt et dagbogsnotat fra min tipoldefars dagbog, hvor der stod: 'Fyrst Bismarck zum mittagessen og Herr Brahms zum abendessen'. Så på en dag havde han en frokostaftale med Bismarck og en aftenaftale med komponisten Brahms. Det syntes jeg bare var så fabelagtigt fantastisk,« siger Bastian Emil Goldschmidt.
Bastian Emil Goldschmidts tipoldefar, Johann Georg Mönckeberg, var borgmester i Hamborg i flere år.»Det var på Bismarcks tid, og min familie fandt et dagbogsnotat fra min tipoldefars dagbog, hvor der stod: 'Fyrst Bismarck zum mittagessen og Herr Brahms zum abendessen'. Så på en dag havde han en frokostaftale med Bismarck og en aftenaftale med komponisten Brahms. Det syntes jeg bare var så fabelagtigt fantastisk,« siger Bastian Emil Goldschmidt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvis det er en svær dag, og jeg lige ikke får det rigtige tøj på, så bliver dagen også endnu sværere,« fortsætter han, om hvad beklædningen betyder.

Bastian Emil Goldschmidt har ingen uddannelse. Forældrene blev skilt, før han kan huske, og opvæksten på en præstegård – der efter eget udsagn har givet ham »et nuanceret mytologisk perspektiv« – har ikke altid været den letteste.

»Jeg taler ikke så tit om det,« erkender han uden at afvise emnet totalt. Men man mærker tydeligt, at han helst undgår det.

Sammenligningen med Jørgen Leth og passionen for cykelsporten, som han kommenterer og dækker på Discovery side om side med eksempel Brian Holm, står til gengæld højere på listen.

Ligesom kærligheden til beklædningsgenstanden, han altid går i. Den skal man også finde et sted i fortiden – i den første Godfather-film. Du kan høre ham fortælle om det i videoen i toppen af artiklen.

Men historien om Bastian Emil Goldschmidts aparte stil har ikke kun budt på ubetinget kærlighed, selvom omgivelserne oftest har sat pris på det.

I løbet af den unge mands liv har jakkesættet båret en skærende kontrast i sig selv, da hadbeskederne tvang ham til et drastisk tiltag.

»Jeg har oplevet en hel del. Jeg slettede faktisk min Facebook, fordi jeg blev så træt af at få hadbeskeder. De eksisterer slet ikke, når man ikke er på Facebook. Nu er det helt væk,« fortæller manden med det intense blik.

»Man møder jo aldrig nogen på gaden, der påtaler det. Jeg har aldrig været ude for noget, det er kun i en fiktiv verden, som man åbner op for, ved at folk kan skrive til en.«

»Jeg er en følsom person. Jeg blev i dårligt humør over det. Der er meget bitterhed. Men sådan en som Brian Holm har jo altid sagt til mig, at det er fuldstændig ligegyldigt.«

Bastian Emil Goldschmidt fortæller ikke direkte, at han er præget af en vis grad af forfængelighed.

Men smagen for æstetikken, for at gøre noget ud af sig selv, er også noget, der kom til udtryk, da han som ung mand var model for nogle af verdens største modehuse, herunder Lanvin og Cavalli.

Bastian Emil Goldschmidt har et nært forhold til den tidligere danske cykelrytter Brian Holm.
Bastian Emil Goldschmidt har et nært forhold til den tidligere danske cykelrytter Brian Holm. Foto: Privatfoto
Vis mere

Modelkarrieren fik dog et brat – og fuldstændig vildt punktum.

»Mit sidste modeljob var i 2017, tror jeg, hvor jeg skulle gå for Balenciaga og blev fyret. Dengang var Balenciaga det bedste, man kunne arbejde for,« husker Bastian Emil Goldschmidt.

Den unge dansker var aldrig besat af modelkarrieren. Det handlede mest af alt om at tjene lidt penge, mens han øvede sig på at skrive. Indtil den skønne dag i 2017, han altid vil huske.

»Dagen inden jeg skulle rejse til Paris til det her Balenciaga-job, var jeg ude med min ven, der havde hjertesorger,« fortæller Bastian Emil Goldschmidt.

»Vi var ude, indtil mit fly gik. Jeg tog direkte fra festen til min lejlighed, pakkede og tog ud til lufthavnen, hvor mit fly så var to timer forsinket. Jeg blev nærmest syg, mens jeg sad og ventede.«

Hos modelfolkene i Paris var der ikke meget tålmodighed at spore. Her var man rasende over, at den unge models fly var forsinket, og Bastian Emil Goldschmidt blev beordret til at tage en taxi ind til hovedkvarteret, så snart han landede i Paris.

Men han havde ingen penge. Derfor blev det bus og metro i stedet, hvilket tog en evighed.

»Der gik en time mere med det, fordi jeg endte i en trafikprop i bussen. I metroen fik jeg en bøde. Det var en virkelig, virkelig, virkelig dårlig dag,« husker han.

Bastian Emil Goldschmidt har netop udgivet sin anden bog.
Bastian Emil Goldschmidt har netop udgivet sin anden bog. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ved fremkomsten sad et ottemandspanel og sendte onde blikke til den trætte og forhutlede Bastian Emil. Men helt galt gik det, da han skulle gå en catwalk med designertøjet på skuldrene.

»Jeg får besked på, at jeg skal gå fra et bestemt kryds på gulvet hen til et andet, og så tilbage til det første. Men jeg forstår bare ikke, hvad der bliver sagt, selvom det er en rimelig simpel instruks,« fortæller han.

»Jeg beder hende om at forklare det igen, men jeg kan bare slet ikke se det for mig. Jeg fatter bare ikke, hvad hun siger. Jeg har i øvrigt også fået et par alt for store sko på i størrelse 47. Da jeg spørger om, hvad der sker, hvis jeg taber dem, svarer hun: 'If you lose it, you're a loser'.«

Det blev aldrig bedre for Bastian Emil Goldschmidt. Han var rystet og kom aldrig i tanke om, hvordan man går en catwalk, hvilket ellers – ifølge ham selv – er meget nemt.

»Det hele kollapser bare, og jeg bliver sindssygt stresset, mens Eva kommer og spørger mig om, hvad fanden jeg laver.«

Derfor gik turen hjem til hotellet, uden at opgaven blev fuldført.

»Om aftenen ringer de så og siger, at jeg er fyret. Sådan slutter det,« siger Bastian Emil Goldschmidt.

»Jeg syntes virkelig, at det var pinligt. Men det var næsten en lettelse.«

B.T. møder Bastian Emil Goldschmidt i Indre København.
B.T. møder Bastian Emil Goldschmidt i Indre København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Modelarbejdet var dog ikke forgæves. For sideløbende fik han leget nok med ord til, at hans forfatterdrøm i dag er gået i opfyldelse.

For godt en måned siden udkom 'Verden af vilje,' Bastian Emil Goldschmidts andet værk.

»Der er en ekstrem stolthed ved at kunne sige, man er forfatter. En ærefrygt omkring at bruge det,« siger han, der blandt andet har lavet en række programmer med Jørgen Leth.

I øvrigt sætter han sig meget sjældent selv op på en cykel – heller ikke når han skal daffe rundt i København rundt om hjemmet på Nørrebro.

»Altså det er ikke, fordi jeg er Hemingway, men han var jo heller ikke selv tyrefægter,« siger han med henvisning til den legendariske forfatters passion for den sydeuropæiske disciplin.

»Jeg har aldrig selv været cykelrytter. Jeg har ikke en uddannelse som journalist. Jeg kan godt forstå, at folk tænker: 'Hvorfor sidder han der, og hvem er han? Især i begyndelsen',« erkender Bastian Emil Goldschmidt om sin tv-rolle, han er kommet til gennem dygtighed og venskabet med Brian Holm

Inden han kommer tilbage til det famøse jakkesæt.

Igen.

»Jeg tror, at jakkesættet har hjulpet enormt meget. Så har man vist, at man kommer og tager sin rolle på tv meget alvorligt, og at man er ydmyg og respektfuld. At der er en faglig stolthed ved det her arbejde, der måske ikke er så indlysende, hvordan er kommet i stand.«