Lance Armstrong har scoret kassen og har sikret sig mange, mange millioner på en god investering.

»Det er for godt til at være sandt,« siger han.

Dermed har den fallerede cykelrytter igen fået økonomisk medvind, efter at han i kølvandet på sine dopingafsløringer (se hans tilståelse fra 2013 øverst i artiklen) mistede sin store formue på grund af sagsanlæg fra eksempelvis tidligere sponsorer.

Det fortæller han i et interview med CNBC.

Lance Armstrong stillede i november op i et særdeles strabadserende mountainbike-løb i Costa Rica.
Lance Armstrong stillede i november op i et særdeles strabadserende mountainbike-løb i Costa Rica. Foto: EZRA SHAW
Vis mere

Lance Armstrong afslører her, at det er en investering i den private kørselstjeneste Uber, der har sikret ham en gigantisk økonomisk gevinst. Præcis hvor stort et beløb det drejer sig om, vil han dog ikke sætte ord på.

»Det er meget. Det er meget. Det har reddet familien,« siger han.

CNBC-reporteren spørger så, om tallet er 10, 20, 30, 40 eller 50 millioner dollar (65-330 millioner danske kroner).

»Det er et af de tal,« svarer Lance Armstrong, der i sin tid lod investeringsgeniet Chris Sacca jonglere med pengene.

Costa Rica-løbet varede tre dage.
Costa Rica-løbet varede tre dage. Foto: EZRA SHAW
Vis mere

Flere medier har dog efterfølgende spekuleret i, hvad den kontroversielle cykelrytters gevinst kunne være.

Hos Bloomberg har man regnet sig frem til, at gevinsten angiveligt ligger på 20 millioner dollar, altså godt 130 millioner kroner, når der er fratrukket salærer.

Udregningen er baseret på, at Lance Armstrong ifølge egne oplysninger investerede 100.000 dollar (cirka 650.000 kroner) i Uber, da firmaet var små 25 millioner kroner værd. I dag er den populære kørselstjeneste, der er forbudt i Danmark, 472 milliarder kroner værd.

Og den i dag 47-årige amerikanske eks-cykelrytter kan blive endnu rigere. Uber satser efter planerne på at blive børsnoteret og går efter en svimlende værdiansættelse i 2019 på 787 milliarder kroner.

Lance Armstrong cykler stadig.
Lance Armstrong cykler stadig. Foto: EZRA SHAW
Vis mere

Men Lance Armstrong har også mistet mange millioner på grund af sine dopingindrømmelser, der sportsligt har kostet ham store triumfer som for eksempel de syv Tour de France-titler.

Tidligere på året vakte det opsigt, da han indgik forlig med den amerikanske stat, der stod bag det succesrige cykelhold US Postal, hvorfra Lance Armstrong dominerede cykelsporten. I stedet for at betale 100 millioner dollar tilbage 'slap' han med at skulle betale 5 millioner dollar tilbage, lige over 30 millioner kroner.

»Jeg synes ikke, at jeg slap billigt, for det forlig på fem millioner var måske det 10. forlig alt i alt,« siger Lance Armstrong og gør op, hvor meget han har mistet:

»Det her vil nok komme som et chok for dig, men når man gør det hele op - garanterede indtægter, advokatsalærer og forlig - så bliver 111 millioner dollar (730 millioner kroner, red.). Så jeg føler ikke, at jeg er sluppet billigt.«