»Mine drømme er, hvordan det går mine to døtre. Den store bliver snart ti, og hele mit sportsliv handlede det om mig, også i familien. Nu nyder jeg, at der er nogle i mit liv, der er vigtigere end mig.«
Ordene kommer fra Chris Anker Sørensens mund, da jeg talte med ham om det, der skulle vise sig at blive sidste gang.
For her, tre en halv måned senere, har en ubærlig tragedie sendt den tidligere cykelrytter og folkekære TV 2-kommentator i døden.
Chris Anker Sørensen blev 37 år og var nået til et punkt i sit liv, hvor han havde lagt de mange rejsedage som cykelrytter bag sig. Og det nød han.
For det betød, at han kunne være hjemme hos sin familie og se sine børn vokse op.
»Mange af mine drømme og bekymringer går på mine døtres vegne,« sagde Chris Anker Sørensen i telefonen dengang først i juni.
»Jeg tænker meget over, hvordan jeg er som far. Om de bliver nogle gode piger. Det ved man aldrig. Meget af det fokus er på dem lige nu.«
Hvordan Chris Anker Sørensen var som far, har jeg ingen mulighed for at udtale mig om. Men som menneske var han sød, imødekommende og vellidt.
Både for sin iver på en cykel, men også for sin herlige og til tider kække facon.
Kun få kan for eksempel finde på at svare, at de har »27 kræfter tilbage«, i et interview efter et cykelløb.
Men det gjorde han med et smil på læben i det efterhånden legendariske interview.
I disse timer vælter beskederne ind om, hvor meget Chris Anker Sørensen vil blive savnet. Fra venner, kommentatorkolleger og tidligere holdkammerater. Én ting går igen:
Ingen har et ondt ord at sige om den danske klatrer, der var begavet, behagelig og rummelig som få.
Det er også derfor, mennesker som du og jeg er påvirkede af det her dødsfald, selvom vi ikke kendte Chris Anker Sørensen ret godt.
Det er derfor, han lynhurtigt blev en folkekær kommentator, som rigtig mange danskere nærmest føler, man har knyttet et venskabeligt bånd til.
Det er også derfor, mange af os ikke kunne holde tårerne tilbage, da vi fik overbragt den frygtelige nyhed.
Indimellem er verden ubarmhjertig og brutal, og det er næsten ubegribeligt, at der nu bor en familie på tre, der mangler deres far og ægtemand.
Han kommer aldrig tilbage igen.
En af cykelsportens mest markante stemmer er gået bort. Det er et enormt tab for alle os, der elsker cykling.
Men også for ryttere og tidligere holdkammerater, der i flæng bruger ordene »forbillede«, »ven« og »idol« om Chris Anker Sørensen.
Som cykelrytter bliver han husket for sit enorme fighterhjerte og en utrolig viljestyrke, som førte ham til 12 grand tours, en mindeværdig etapesejr i Giro d'Italia i 2010 og en årrække på Bjarne Riis' tidligere storhold, CSC-Saxo Bank.
At Chris Anker Sørensen rent faktisk døde under en rejse til Belgien, hvor han var afsted for at kommentere VM i cykling, er en tragisk krølle på et alt for kort liv.
Selvom han ikke savnede tilværelsen som rytter og ikke havde ambitioner om at blive sportsdirektør på et hold, kunne han ikke slippe cykelsporten.
Den, der gav ham så meget, og som han levede for i så mange år.
Og den, der endte med at tage livet af ham.
