Chris Froome ligner mere og mere en færdig mand hos Team Ineos.

Den 35-årige britiske cykelrytter skulle være 'tæt på at sige ja' til et tilbud fra et konkurrerende World Tour-hold.

Ifølge The Times ligger der et konkret tilbud fra Israel Start-Up Nation, der blandt andet indeholder en løn svarende til den nuværende i omegnen af 40 millioner kroner om året.

Rygterne har i nogle måneder spøgt om et holdskifte for den firdobbelte Tour de France-vinder, der dog i de seneste to år har måttet se en holdkammerat træde sig til sejren i årets store satsning - først Geraint Thomas og seneste Egan Bernal.

Chris Froome på cyklen i begyndelsen af året.
Chris Froome på cyklen i begyndelsen af året. Foto: Satish Kumar Subramani
Vis mere

Det har rykket ved hierarkiet hos Eneos, og spørgsmålet er, om Chris Froome overhovedet vil få chancen for at gå efter en femte sejr på de franske landeveje hos holdet.

The Times skriver, at briten meget vel kan have kørt sin sidste Tour for holdet.

På den ene side 'er det muligt', at Israel Start-Up Nation vil forsøge at købe Chris Froome fri af de seneste måneder af den kontrakt, der udløber ved udgangen af 2020. Så han kan skifte hold snarest.

På den anden side vil Team Ineos næppe tage ham med på holdet til Tour-starten august, hvis han alligevel snart er fortid på holdet, vurderer mediet. Endnu er det også uvist, hvordan formen egentlig er efter det voldsomme styrt for godt et år siden.

Ifølge The Times' oplysninger har Team Ineos heller ikke (endnu) tilbudt Chris Froome en kontraktforlængelse, selv om rytteren selv angiveligt skulle have presset på for at få sin fremtid på plads, inden cykelsæsonens genstart oven på coronaafbrydelsen.

Skifter Chris Froome til Israel Start-Up Nation vil han blive holdkammerat med danske Mads Würtz.

Holdet har eksisteret siden 2015, men kom først med på World Touren i år, da man overtog licensen fra Katusha-Alpecin.

Chris Froome har siden 2010 kørt for Team Sky, der sidste år skiftede navn (og sponsor) til Team Ineos. Han har i alt vundet syv Grand Tours.