Superstjernen kan være på vej videre.

Et af cykelsportens absolut største aktive navne, Mark Cavendish, ser ud til at få ny arbejdsgiver i 2020.

Det skriver cykelsitet Cyclingnews.

Ifølge sitet er parterne tætte på en aftale, der vil sende Mark Cavendish til Bahrain-McLaren holdet i 2020, der indtil årsskiftet hedder Bahrain-Merida.

Mark Cavendish til Tour de France 2018.
Mark Cavendish til Tour de France 2018. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Indtil videre er ingen aftale underskrevet, men efter alt at dømme skifter Cavendish til holdet fra Bahrain i den kommende sæson, hvis man skal tro Cyclingnews, der har oplysningen fra interne kilder på Bahrain-Merida. Sitet skriver også, at skiftet bliver gennemført snart.

Skilsmissen mellem Cavendish og Dimension Data har dog intet overraskende i sig. Den britiske supersprinter er nemlig ikke, hvad han har været, og især i denne sæson er resultaterne udeblevet. Både for Mark Cavendish, der er en af de mest vindende cykelryttere i nyere tid, men også for Dimension Data, der har haft en dårlig sæson.

På trods af manglende resultater har Cavendish alligevel skabt overskrifter i 2019. De var hverken positive eller selvforskyldt.

For til manges store overraskelse blev profilen slet ikke udtaget til årets Tour de France, hvilket skabte en massiv medieomtale, især i løbets første dage, hvor manden, der ikke var til stede, var den mest omtalte. Cavendish har ellers vundet hele 30 etapesejre ved Tour de France i sin karriere.

Beslutningen, som angiveligt blev taget af holdets øverste boss, Doug Ryder, skabte kaos på holdet, især fordi det forlyder, at sportsdirektør Rolf Aldag ønskede at have Cavendish med til Tour de France.

Nu er det blevet meldt ud, at Rolf Aldag stopper som sportsdirektør på Dimension Data ved årsskiftet.

Skifter Mark Cavendish, bliver det formentlig uden hans loyale løjtnant og leadout-man Mark Renshaw.

Cyclingnews skriver også, at Cavendish, der tidligere har kørt for Sky, muligvis bliver ledsaget af en anden rytter, der pt. er en del af Sky-holdet, nemlig Wout Poels.