Team Dimension Data fravalgte den 34-årige tidligere topsprinter Mark Cavendish til Tour de France.

34-årige Mark Cavendish er sønderknust, efter at han blev fravalgt til Tour de France.

Tirsdag meddelte Team Dimension Data, at holdet ikke har udtaget den tidligere topsprinter til Touren, der begynder 6. juli.

I fire opslag på Twitter krænger Mark Cavendish sit hjerte ud efter beslutningen.

'Hvad kan jeg sige? Jeg er fuldstændig knust. Som jeg altid har gjort i min karriere, har jeg timet min form til at peake nu,' skriver Cavendish på Twitter:

'Det har stort set altid resulteret i, at jeg har nået mine mål – eller kommet forbandet tæt på. Mest af alt i det særlige løb Tour de France, hvor 30 sejre har defineret min karriere.'

34-årige Mark Cavendish har vundet 30 etaper i Tour de France, hvilket er næstflest af alle efter Eddy Merckx' 34 sejre.

Den seneste etapesejr i Touren ligger tilbage i 2016, hvor briten vandt fire etaper.

Den tidligere banerytter fra den britiske ø Isle of Man fortæller, at det har været hårdt at kæmpe sig tilbage, efter at han blev ramt af Epstein-Barr-virus (EBV), der medfører infektionen mononukleose.

'Jeg fulgt et specielt træningsprogram for at peake i juli. Jeg føler, at jeg var på det perfekte sted,' skriver Mark Cavendish.

Han slutter sine opslag med at takke for støtten. Han ønsker desuden sine holdkammerater i Touren held og lykke akkompagneret af et billede af sig selv i den gule førertrøje i Tour de France fra 2016.

Mark Cavendish vandt sin første etape i Tour de France i 2008 på 5. etape mellem Cholet og Chateauroux som 23-årig for HTC-Columbia.

Men briten altså ikke kom med i årets store franske etapeløb, sender Team Dimension Date to danskere med. Det er Michael Valgren og Lars Bak.