Mens store sportsbegivenheder hen over sommeren er blevet aflyst eller udsat, er det ikke tilfældet med Tour de France.

Endnu i hvert fald.

Men nu er der meget, som tyder på, at en udsættelse af verdens største cykelløb kommer på tale. Det fremgår af en intern mail, som er sendt af den franske avis L'Equipe, skriver Reuters.

'Det nuværende fokus er på en udsættelse senere på sommeren frem for en aflysning,' står i mailen, som Reuters har fået indsigt i.

Mailen er angiveligt sendt af den franske avis L'Equipes eget trykkeri, som ejes af den samme familie, der ejer ASO (Tour de France-arrangørerne, red.).

Hvornår beskeden om årets Tour de France-planer kommer, står dog indtil videre hen i det uvisse.

'Den uforudsigelige karakter af denne globale krise, vi alle er fanget i, betyder, at vi er nødt til at være tålmodige, indtil ASO kommer med en officiel melding,' står der videre i mailen.

Den danske verdensmester Mads Pedersen har tidligere udtalt, at Tour de France i 2020 – ifølge ham – ikke er et utænkeligt scenarie:

Mads Pedersen vandt i september 2019 VM i landevejscykling.
Mads Pedersen vandt i september 2019 VM i landevejscykling. BEN STANSALL

»Jeg tror, Touren er rimelig realistisk. Måske rykker de løbet en uge eller to med start i juli, nu hvor der er plads i kalenderen, efter OL er flyttet.«

Arrangørerne bag Tour de France har ikke ønsket at kommentere mailens indhold eller planerne for Touren over for Reuters.

Indtil andet er meldt ud, skal Tour de France afvikles i perioden mellem 27. juni og 19. juli i 2020.

Øvrige cykelløb såsom Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege, Flandern Rundt og Milano-Sanremo er alle blevet aflyst som følge af coronavirus – og bliver altså ikke afholdt i løbet af 2020. Begivenheder som OL og EM i fodbold er til gengæld blevet udsat og bliver, ifølge planen, afholdt i sommeren 2021.