Årets Tour de France er i farezonen for at blive aflyst, hvis coronakrisen fortsætter de kommende par måneder.

Og udsigten til en sommer uden cykelløb på de franske landeveje har fået flere cykelfans til at spekulere i, om den ikoniske Grand Tour i stedet skal køres helt uden tilskuere.

Løbsdirektør Christian Prudhomme har allerede været ude at sige, at han ikke mener, der skal køres Tour de France i år, hvis arrangørerne tvinges til at afvikle løbet uden tilskuere.

Flere af de danske cykelryttere har udsigt til en plads i årets Tour-felt, og derfor har B.T. spurgt nogle af cykelstjernerne om, hvad de tænker om hele situationen.

Kasper Asgreen.
Kasper Asgreen. Foto: BERND THISSEN
Vis mere

Kasper Asgreen, 25 år - Deceuninck–Quick-Step:

Han er det seneste år blevet en vigtig profil på det belgiske storhold, og i år skal han efter planen køre sit blot andet Tour de France, som for ham er en helt unik oplevelse:

»Det vil blive en noget anden oplevelse, hvis der ikke er tilskuere i vejkanten under Touren. Det er jo noget af det, der gør løbet så specielt. Der er så meget opbakning i de tre uger, og det hele er med til at give noget stemning og charme. Det fede ved cykelsporten er jo netop også, at tilskuerne kan komme så tæt på som muligt.«

Han fortæller dog, at han hellere vil køre verdens største cykelløb uden tilskuere, da en aflysning vil have voldsomme konsekvenser for flere af cykelrytterne på World Touren:

»Konsekvenserne for ikke at køre løbet til sommer vil være rigtig store for cykelsporten. Det gælder blandt andet i forhold til rytternes sponsorater. Der er rigtig meget af den del, der afhænger af Tour de France.«

Michael Mørkøv.
Michael Mørkøv. Foto: BRENTON EDWARDS
Vis mere

Michael Mørkøv, 34 år - Deceuninck–Quick-Step:

Den forsvarende danske mester har kørt Tour de France flere gange, og han peger på et andet problem, hvis sommerens cykelløb skal køres uden tilskuere i vejkanten:

»Jeg tænker, det virker lidt urealistisk at køre uden tilskuere. Det kan nok godt blive svært at holde folk væk fra vejene. Tilskuere er jo en stor del af cykelsporten, og det har de altid været.«

Han er dog enig med sin danske holdkammerat med hensyn til afviklingen af sommerens store cykelløb:

»Hvis det er den måde, Touren kan afvikles på, så vil jeg selvfølgelig gerne det. Der vil jo stadig være tv-transmission, og hvis alternativet er at køre uden tilskuere, så vil det klart være at foretrække for cykelsporten frem for at aflyse løbet.«

Magnus Cort.
Magnus Cort. Foto: SYLVAIN THOMAS
Vis mere

Magnus Cort, 27 år - EF Pro Cycling:

Vinderen af 15. etape ved 2018-udgaven af Tour de France mener, at cykelløb stadig kan køres uden tilskuere. For ham er det ikke det, der ændrer noget i forhold til motivationen:

»Når jeg er i det, så vil jeg sagtens kunne køre uden at tænke på det. Der bliver også kørt andre løb uden tilskuere. Der er stadig millioner af mennesker, der ser det i tv, og manglen på tilskuere vil ikke ændre på, at det er et af de største løb at køre.«

Jublen fra de mange cykelfans i vejkanten betyder stadig en del for den danske cykelrytter, men der er andre ting, der spiller en større rolle for ham, når det kommer til cykelløb:

»Jeg vil hellere køre det på den måde end slet ikke at køre det. For mig er det ikke det, der gør Touren stor. Så længe det bliver transmitteret, så er det stadig det gamle Tour de France.«