Om nogle måneder kommer Magnus Cort til at cykle rundt med en lyserød EF Education-trøje på skuldrene i stedet for Astanas turkisblå.

Sidst i august blev det officielt, at den 26-årige bornholmer får ny arbejdsgiver i 2020 efter to år hos Astana. Og ifølge Cort selv er det et hold med en opsætning, der på visse punkter passer ham bedre end Astana.

»EF kom med det bedste tilbud, og det er her, jeg tror, at jeg bliver gladest,« siger Magnus Cort til B.T.

»En af grundene er, at jeg nu lander på et hold, hvor engelsk er det primære sprog, så jeg kan være med hele tiden i stedet for 50 pct. af tiden. På Astana bliver der både talt italiensk og lidt russisk. Det er meget blandet.«

EF Education First var ikke det eneste hold, der meldte sig på banen og bejlede til Magnus Corts underskrift.

Der var flere inde i billedet, fortæller han, herunder Astana, som han altså ikke endte med at forlænge med.

»Jeg forhandlede også med Astana. Jeg kan vist godt sige, at vi har haft lidt uenigheder. Men det går jo altid op og ned, og jeg ved godt, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Der vil altid være nogle ting, uanset hvor man er henne,« fortæller Magnus Cort.

B.T. begyndte at skrive om en potentiel aftale mellem danskeren og EF Education First allerede i første halvdel af juli, og aftalen faldt da også på plads et godt stykke tid inden offentliggørelsen sidst i august, siger Cort.

Magnus Cort vandt tidligere på sæsonen en etape i Paris-Nice.
Magnus Cort vandt tidligere på sæsonen en etape i Paris-Nice. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

»For mig var tiden, hvor der blev forhandlet, ikke specielt stressende. Jeg begyndte at holde øje i ret god tid. Aftalen vil jeg hellere lave tidligere på sæsonen end at drømme om et godt resultat for at score en god kontrakt. Man risikerer, at holdene er ved at være fulde, og så kan det være svært at finde noget,« siger Magnus Cort, der drømmer om at køre gravelløb på grus med sit nye hold og har fået at vide, at det godt kan lade sig gøre.

Men danskeren skifter også med forhåbninger om, at han får en mere fri rolle hos det amerikanske mandskab end hos Astana.

»Jeg håber på at kunne jagte min egen chance lidt mere og køre flere udbrud. Og så fortsætte den udvikling med at gå lidt væk fra at spurte og blive bedre til at køre udbrud, så jeg eksempelvis kan være med i spurter på lidt hårdere dage, hvor feltet er reduceret,« siger Cort og tilføjer.

»Og så selvfølgelig også støtte op om vores klassementsfolk.«

På EF Education First kommer Cort ikke til at være det eneste danske ansigt.

Den nu tidligere rytter Matti Breschel, der netop har afsluttet sin karriere som cykelrytter på holdet, bliver nemlig sportsdirektør fra 2020, og han er meget begejstret for udsigten til at arbejde sammen med Cort.

»Magnus er en super alsidig rytter, der kan det hele. Han styrker holdet på holdtidskørsler, i bjergene og i Grand Tour-løbene. Og så er han en rytter, som kan gøre det færdigt selv. Han er en rigtig vindertype, og det er man selvfølgelig altid på udkig efter. Jeg ser meget frem til, at han kommer til holdet. Og jeg glæder mig helt vildt meget til at hjælpe ham og arbejde sammen med ham,« siger Matti Breschel.

Han er enig i, at setuppet omkring EF Education First formentlig passer Magnus Cort bedre end hos det kazakhiske hold.

Matti Breschel har lige stoppet sin karriere som aktiv cykelrytter. Hans sidste hold var netop EF Education First.
Matti Breschel har lige stoppet sin karriere som aktiv cykelrytter. Hans sidste hold var netop EF Education First. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

»Magnus kommer til et topprofessionelt hold, hvor han bestemt ikke kommer til at mangle noget. Jeg tror også, at hans mentalitet passer rigtig godt ind på holdet. Det er et engelsktalende hold, og det er mere loose i forhold til Astana,« fortæller Matti Breschel, der selv har en fortid som rytter hos begge mandskaber.

På det amerikanske hold er det planen, at Magnus Cort får større mulighed for at køre efter egne sejre frem for at skulle ofre sig for andre som holdkammerat.

»Han har måske været lidt fastlåst i en rolle på Astana,« siger Breschel.

»Jeg tror bestemt, at han får mere frie tøjler på EF. Så han kan få lov til at udfolde sig og udvikle sig mere. Han skal bare ud og køre sin chance og vinde nogle cykelløb. Det tror jeg også er det, han gerne vil. Ud og indfri sine egne ambitioner.«

Også på det personlige plan ser han Magnus Cort som en god tilførsel til EF Education First.

»Jeg tror, at han passer perfekt ind. Han passer fuldstændig på profilen,« siger Matti Breschel om rytteren, der kan karakteriseres som en smule aparte.

Blandt andet nærer Cort en passion for rummet og naturvidenskab, som han nørder, når han ikke sidder på cyklen.

»Dem har vi en hel del af på holdet. Der skal være plads til at gå og have sine små mærkelige interesser. Vi har i den grad plads til de lidt skæve typer, og Magnus’ humor passer rigtig godt ind,« griner Matti Breschel.