Fra næste år har Magnus Cort et nyt hold.

Danskeren skifter nemlig Astana ud med EF Education First Pro Cycling. Det oplyser holdet selv.

Magnus Cort støder til holdet fra 2020.

»Jeg har hørt gode ting om holdet, især fra Matti Breschel,« siger Magnus Cort selv til EF Educations hjemmeside, hvor danskeren også sætter flere ord på sit skifte.

»Det vigtigste for mig, når jeg skal vælge hold, er menneskerne, og at det er en gruppe, hvor jeg vil passe godt ind,« siger Magnus Cort.

Derudover har en anden faktor spillet ind. For holdet har base i Girona. Og danskeren kender den spanske by godt, da han i forvejen træner der meget. Samtidig bliver der snakket engelsk, og det har også betydet meget for ham.

Og hos EF Education First Pro Cycling roser de først og fremmest Magnus Corts vindermentalitet. Men også andre ting har gjort, at de har sikret sig den danske underskrift. For holdets direktør, Jonathan Vaughters, roser også Cort for at være dygtig i forskellige typer terræn, og så blev der lagt mærke til ham under årets Tour de France.

»Han kan vinde fra små grupper eller udbrud med sin hurtighed, og så er han en meget klog rytter i de taktisk komplekse situationer,« siger Jonathan Vaughters.

Den 26-årige dansker har skrevet under på en to-årig kontrakt med EF Education First, og han understreger, at han kan indtage forskellige roller på et cykelhold - blandt andet nævner han, at han både kan være hjælperytter eller indtage en ledende rolle selv.

»Jeg håber også på at få chancen for at vinde nogle løb næste år,« siger Magnus Cort.

Der blev allerede spekuleret i det store skifte tilbage i juli, mens Tour de France var i gang. For allerede her skrev La Gazzetta dello Sport, at Magnus Cort var på vej til det amerikanske hold. De officielle UCI-regler siger dog, at kontrakter ikke må meldes ud før 1. august, og der var tilbage i juli ikke mange svar at hente hos Astana.

»Nu koncentrerer vi os om Touren, så må det andet komme senere. Jeg har ikke lyst til at udtale mig om Magnus, det må han selv gøre,« sagde Dmitrij Fofonov, Team Manager hos Astana, mens Magnus Cort lukkede i med ordene 'ingen kommentarer'.

Nu har han så fået fremtiden på plads, og det er ikke den eneste dansker, det er sket for. Under årets cykelløb i Frankrig blev der spekuleret i, hvad Jakob Fuglsang skulle. I sidste uge kom det så frem, at han bliver hos Astana, og til B.T. fortalte han om nogle af sine overvejelser. Det kan du læse mere om her.