VM-titlen vil forandre tilværelsen for Mads Pedersen, der kan se frem til stor opmærksomhed i regnbuetrøjen.

Næste gang, Mads Pedersen stiller op til et cykelløb, kan han se frem til en helt anden opmærksomhed, end han har været vant til.

Den nybagte verdensmester er klar over, at et helt år i regnbuetrøjen kommer til at ændre hans liv som cykelrytter grundlæggende.

- Det vil forandre meget for mig. Det er slut med at lege "underdog". Det bliver vist umuligt fra nu af.

- Det er en ny situation, og jeg kommer nok til at køre på en anden måde fremover, siger Mads Pedersen på det internationale pressemøde efter VM-triumfen i Yorkshire.

Underdog var han, da han sad i et femmandsudbrud med lynhurtige afsluttere som Mathieu van der Poel og Matteo Trentin.

På det tidspunkt ville danskeren være mere end lykkelig for at holde de to øvrige udbrydere, Stefan Küng og Gianni Moscon, bag sig og snuppe en bronzemedalje.

- Jeg regnede med, at van der Poel ville være hurtigere end mig i finalen. Men han eksploderede voldsomt.

- Derefter var jeg 99 procent sikker på, at jeg ville få en medalje, for Gianni Moscon havde gjort et stort arbejde, og jeg regnede med, at han ville falde af, siger Mads Pedersen.

Han var egentlig ikke udset til en dansk hovedrolle i VM-løbet. Planen var, at Michael Valgren eller Jakob Fuglsang skulle stå for de danske højdepunkter.

Som besluttet på taktikmødet stak Mads Pedersen af, da løbet gik ind i sin afgørende fase, og udbruddet blev aldrig hentet igen.

- Det var ikke planen at køre i akkurat det øjeblik, men det var planen, at jeg skulle spilles ud før finalen. Så håbede vi, at Michael Valgren eller Jakob Fuglsang kunne køre op til mig.

- Men pludselig ankom van der Poel og Trentin bagfra, og ingen af de danske ryttere var med. Da var det bare at håbe på det bedste, siger Mads Pedersen.

På opløbsstrækningen var han overraskende suveræn, men han nåede kun at juble kortvarigt, inden han udmattet faldt om på asfalten og blev overfaldet af hjælpere og fotografer.

- Jeg havde kramper og ønskede egentlig bare at klikke ud af pedalerne. Der var så mange folk omkring mig, og jeg kunne ikke engang stå op.

- På et tidspunkt havde jeg vist fire mænd liggende oven på mig. Det var det hele værd, siger Mads Pedersen.

Sejren kommer efter en mildest talt svingende sæson, hvor foråret var én lang skuffelse.

Først efter sommerferien har han lignet sig selv, og så sent som sidste søndag tog han sæsonens første sejr i det lille franske løb Grand Prix d'Isbergues.

- Man kan roligt sige, at det var et virkelig dårligt forår. Det var selvfølgelig skuffende, for jeg havde forventet meget mere.

- På et tidspunkt måtte jeg trække en streg i sandet, men så fik jeg en knæskade lige før DM. Da besluttede jeg mig for, at det var på tide at komme tilbage på højeste niveau. Derefter var al fokus på VM, siger Mads Pedersen.

Han er Danmarks første professionelle verdensmester i landevejscykling for herrer.

/ritzau/