Den danske verdensmester Mads Pedersen bliver hos Trek-Segafredo.

Cykelrytteren har forlænget sin kontrakt til og med 2022-sæsonen.

Det meddeler holdet onsdag i en pressemeddelelse, og danskeren har også selv meldt det ud på sociale medier.

»Det er meget vigtigt for os at få muligheden for at arbejde med Mads i yderligere et par sæsoner. Det har været hårdt arbejde, men ekstremt givende at have opdaget ham som ungt talent og udviklet ham til en verdensmester, og jeg tror på en lys fremtid,« siger holdmanager Luca Guercilena.

Med den nye kontrakt vil Mads Pedersen, der vandt VM sidste år, have været hos Trek-holdet i seks år, når aftalen udløber.

I pressemeddelelsen bliver den 24-årige dansker kaldt en nøglerytter til de kommende klassikere, og cykelrytteren har selv ambitionerne klar.

»Jeg vil blive ved med at vinde løb. Jeg vil være mere stabil og ramme topniveauet i klassikerne, ikke kun i de store løb, men i alle løb i stedet for kun at stikke næsen frem en gang i mellem,« siger Mads Pedersen.

Chefen tror på ham.

»Han er en vinder, og han har vinderinstinktet, og jeg tror fuldt og fast på, at han er på vej mod nogle succesfulde klassikere. Han havde det hårdt sidste år, men jeg tror på, at sejren ved VM giver ham mere tiltro til egne evner, og jeg tror på, at han vil opnå store resultater i den kommende sæson,« siger holdmanager Luca Guercilena

Mads Pedersen har netop fået sin sæsondebut i regnbuetrøjen ved Tour Down Under, hvor han hjalp holdkammeraten Richie Porte til at vinde den samlede sejr.

Han havde i forvejen kontrakt med Trek-Segafredo til og med 2020.