Jonas Vingegaard, der bliver sat op af et bjerg med over 100 kilometer til mål, er ganske usædvanligt.

Derfor skal der også ganske usædvanlige teorier og spekulationer til at forklare, hvordan det kunne gå så galt for den danske superstjerne ved EM-løbet i søndags.

Dem lufter den tidligere cykelrytter og nuværende ekspert Michael 'Kyllingen' Rasmussen, hvor han deler en vild spekulation i Viaplay-programmet 'TV-udbruddet.'

Du kan se klippet med Michael Rasmussens vilde udmelding, i toppen af artiklen. Find det efter cirka 3,5 minut.

Ifølge 'Kyllingen' tyder det hele på, at familien har spillet en rolle i Vingegaards forberedelser og deltagelse i EM-løbet på de franske landeveje.

Et løb, Vingegaard i øvrigt erkendte, han ikke havde forberedt sig optimalt til.

Michael Rasmussen er ekspert på Viaplay.
Michael Rasmussen er ekspert på Viaplay. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Det lugter altså af, at der er blevet lavet en eller andet studehandel inde i DCU (Danmarks Cykle Union, red.), hvor de siger:’ Okay, så slipper du for de dér 14 dage i Afrika, men kan vi så lande den på 3-4 dage nede i Frankrig, så kommer du ned og kører EM i stedet for,« lyder det fra Michael Rasmussen.

Inden der kom EM-planer for Jonas Vingegaard, var det meningen, at han skulle køre VM i Rwanda. Et løb, der blev afviklet en uge forinden.

Men det havde betydet flere dage væk fra familien efter et langt Tour de France og Vuelta a España lige efter, hvor Vingegaard i øvrigt missede begge sine børns fødselsdage. 

Og derfor mener Michael Rasmussen, at der blev sadlet om, så Jonas Vingegaard kunne køre EM i stedet for.

»For Mørkøv, landstræneren, har det været et prestigeprojekt at skulle samle Skjelmose, Mads Pedersen og Jonas Vingegaard, vores tre største stjerner, på det her landshold. Og så var han lykkedes med sit projekt i år i sit første år som landstræner,« siger han om Michael Mørkøv, der blev landstræner ved årsskiftet.

»Jeg synes ikke, det er glædeligt, det her.«

B.T. har været i kontakt med DCU. Her er meldingen fra elitechef Morten Bennekou, at han ikke har nogen kommentarer til Michael Rasmussens udtalelse.

Allerede i januar forklarede Jonas Vingegaard, at det var hans plan at køre VM. Men sidst i august kom den vilde kontramelding så, hvor han forklarede, at fokus nu lå på EM i stedet for.

I forbindelse med EM har Michael Rasmussen også kaldt Jonas Vingegaards præstation for »decideret pinlig at se på.«

Det kan du læse mere om her.