Jonas Vingegaard spillede en helt ligegyldig statistrolle, da Tadej Pogacar søndag i suveræn stil sikrede sig EM-guldet i cykling.

Den danske Tour-stjerne måtte allerede 100 kilometer fra mål opgive at følge med feltet. Og senere udgik han i al stilhed fra løbet.

Og den tidligere danske Tour-profil Michael 'Kyllingen' Rasmussen er nådesløs i sin dom over Vingegaard.

»Det var decideret pinligt at se på. Han har i hvert fald ikke passet sin træning, siden han blev færdig med Vueltaen. Det var meget tydeligt at se,« siger Micahel Rasmussen i Viaplays cykelprogram, 'TV-Udbruddet'.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard forklarede efterfølgende, at han bare ikke havde benene.

Men den køber Michael Rasmussen ikke. Slet ikke.

»Jeg kan slet ikke forstå, at Jonas kan få sig selv til at sige, at det var en dårlig dag. Han vidste udmærket godt, at han ikke kunne træde en bule i en blød hat, da han ankom til EM. Han havde ikke fået trænet i to uger inden. Der er ingen i verdenshistorien, der har kørt stærkt uden at have trænet de foregående to uger.« 

Se hele indslaget med Michael Rasmussen øverst i artiklen.