Hadsten Gadegrandprix, der hvert år tiltrækker både store cykelstjerner og tilskuere i tusindvis, er i år aflyst.

Og det er meget usikkert, om løbet nogensinde kommer igen i sin nuværende form. Det oplyser arrangøren gennem de seneste år, Hammel Cykle Klub.

'Vi har efter grundige overvejelser besluttet - og meddelt Favrskov Kommune - at Hammel CK ikke holder Hadsten Gadegrandprix i 2021,' skriver klubben på Facebook.

'Det har været vanskeligt at lande en god dato for afholdelse med DCU og kombineret med uvished om konditionerne for gennemførelse og med risiko for økonomisk underskud til klubben, er en enig bestyrelse kommet frem til denne beslutning,' lyder det videre.

Løbet har angiveligt været godt for klubben sportslig og økonomisk, men alligevel har bestyrelsen altså truffet beslutningen om ikke at stå for det i år og formentlig også fremadrettet.

I Facebookopslaget fremgår det nemlig, at der ikke umiddelbart er planer fra Hammel Cykle Klub om at forsøge at drive Hadsten Gadegrandprix videre.

'I 2022 har vi ikke en aftale med kommunen om Hadsten Gadegrandprix og John, Kim og Jesper (de frivillige hovedkræfter bag løbet, red.) tænker også, at de for en stund har lavet de cykelløb, som de har skullet lave for Hammel CK,' lyder det på Facebook.

Nyheden ærgrer stifteren af løbet, Jesper Tikiøb. I 1993 fik han idéen til, hvad der skulle blive Danmarks største cykelgadeløb.

»Det ærgrer mig meget, og jeg er helt uforstående over for beslutningen. For det er mere end bare et cykelløb. Jeg ved, at man kan lave en god forretning, og med pengene fra løbet kunne klubben sikre driften hvert år,« siger Jesper Tikiøb til TV2 Østjylland.

I en lang årrække har Jesper Tikiøb drevet løbet kommercielt, inden han for fire år siden gav stafetten videre til Hammel Cykle Klub.

Målet var at give noget tilbage til det lokale foreningsliv.

»Det var naturligt, at man på den måde kunne hjælpe en lokal klub med at finansiere klubdriften. Uden at vide det med sikkerhed, så er beslutningen nok også taget på grund af, at foreningsdanmark er under pres,« siger stifteren og fortsætter:

»Der er ingen dårlige mennesker i Hammel Cykle Klub, men de mangler nok kræfterne til opgaven.«

Jesper Tikiøb afviser ikke, at der på et tidspunkt kan komme et alternativ til gadeløbet.

Hvilket borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, håber på. For kommunen har haft stor gavn af begivenheden.

»Indtil videre ved jeg kun, at løbet er aflyst i år, og med den situation vi står i, har jeg forståelse for det. Hvis det så viser sig, at løbet ikke kommer tilbage, er det virkelig ærgerligt,« siger Nils Borring til TV2 Østjylland.

»Normalt er løbet en begivenhed, som giver genklang, og det har fået meget omtale. Især på grund af de navne, der har optrådt i det.«

Her tænker borgmesteren formentlig på store cykelnavne som Christopher Froome, Lance Armstrong og Jakob Fuglsang, der alle tidligere har deltaget i løbet.

Løbets størrelse og udformning har været medvirkende til, at Favrskov Kommune har støttet det økonomisk.

- For os har det været et krav, at de helt store navne skulle deltage, så vi har fået omtale og promovering af Hadsten. Når noget er godt for Hadsten, er det godt for hele kommunen, siger borgmesteren.

Nils Borring vil nu gå i dialog med Hammel Cykle Klub.