Store sportsbegivenheder bliver udskudt eller aflyst på stribe i disse dage.

Men hvad med sommerens Tour de France?

Frankrig er lige nu i undtagelsestilstand, og ingen ved, om det er muligt at gennemføre verdens største cykelløb denne sommer.

Hvis arrangørerne vælger – som eksempelvis UEFA har gjort det med EM2020 i fodbold – at udskyde sommerens Tour-rute et år, kan det samtidig skubbe Tour-starten i Danmark fra 2021 til 2022.

I selskabet bag den danske Tour-start, Grand Départ Copenhagen Denmark, anerkender direktør Alex Pedersen spekulationerne, men understreger, at alt lige nu er på et hypotetisk niveau.

»Jeg vælger ikke at tænke over det endnu, men jeg vil sige, at i den verden, vi lever i lige nu, der ved man jo ikke, hvad der sker i morgen, så alt kan komme i spil,« siger Alex Pedersen og fortsætter:

»Men lige nu er der ikke noget at forholde sig til. Jeg vil sige, at jeg håber, at Touren ikke bliver aflyst i år, for hvis vi stadig har hele Europa i karantæne til den tid, så er konsekvenserne jo fuldstændig uoverskuelige set fra min stol. Og de er store nok allerede nu i forhold til folks helbred og erhvervslivet.«

I denne uge er en række store sportsbegivenheder blevet udskudt – heriblandt EM i fodbold, French Open i tennis og cykelklassikere som Paris-Roubaix og Flandern Rundt samt sæsonens første grand tour-løb, Giro d'Italia.

Sådan så det ud, da Tour-starten blev præsenteret i Danmark i 2019.
Sådan så det ud, da Tour-starten blev præsenteret i Danmark i 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det har åbnet for spekulationer omkring sommerens Tour de France, der har start i Nice.

Men Alex Pedersen har intet hørt fra arrangørerne, ASO, endnu.

»Hvad der skal ske i 2021, hvis Tour de France i år bliver aflyst, det har jeg ingen bud på overhovedet. Det er op til ASO, hvad de vil. Om de kommer og spørger os, om vi kan skubbe vores et år, eller de siger, at der allerede er en rute på plads for 2020, som man så kan skubbe til 2022.«

»På den måde fastholder man jo så modellen med, at der er startby i Frankrig hvert andet år. Og lige nu er der jo ikke meldt en startby ud for 2022 – og det kunne jo være, at man venter med det så,« siger Alex Pedersen.

Direktøren for den danske Tour-start fastholder altså indtil videre optimismen, og han har blandt andet hæftet sig ved ASO-direktør Christian Prudhommes stålsatte tro på, at sommerens Tour bliver gennemført som planlagt.

Tidligere i denne uge påpegede Prudhomme, at 'kun to verdenskrige har stoppet Tour de France i at blive afviklet', og Alex Pedersen håber, at coronavirussen ikke får ændret på det faktum.

»Jeg ved godt, han ikke kan bestemme, at man skal køre Touren, hvis situationen med corona er lige så slem i juli, som den er nu, men derudover vælger jeg at tage det, som det kommer. Det har min erfaring lært mig, at man kommer længst med.«

»Vi kan ikke gøre så meget fra vores side. Der er 15 måneder til, at starten skal være i Danmark, og det er det, jeg arbejder ud fra,« fastslår Alex Pedersen.

B.T. har været i kontakt med en pressemedarbejder i ASO, som fortæller, at man ikke på nuværende tidspunkt vil kommentere på hverken sommerens Tour de France eller konsekvenserne af en eventuel udskydelse.