Hvis Giro d'Italia og Tour de France aflyses af coronafrygt, vil det være en katastrofe, siger UCI-præsident.

En aflysning af Giro d'Italia og Tour de France ville være en katastrofe for cykelsporten.

Det siger præsident i Den Internationale Cykelunion (UCI) David Lappartient sent mandag aften.

Der er allerede flere cykelløb, der er blevet aflyst som følge af frygten for det smitsomme coronavirus.

Herunder World Tour-løbene Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo i Italien, hvor myndighederne har indført en lang række drastiske tiltag for at inddæmme virusset, der har spredt sig hastigt i landet.

Giro d'Italia, der er det næststørste etapeløb efter Tour de France, skal efter planen begynde 9. maj i Budapest og ende 31. maj i Milano i Norditalien.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, sagde mandag, at alle nationale sportsbegivenheder på alle niveauer aflyses frem til 3. april.

Adspurgt om udsigten til at også de to største etapeløb bliver aflyst som følge af coronavirusset, siger UCI-præsidenten:

- Det vil selvfølgelig være en katastrofe for vores sport, hvis vi ikke kan afholde Giro d'Italia eller Tour de France.

Tour de France skal efter planen begynde i juli. Og Lappartient udtrykker optimisme omkring, at den værste del af virusudbruddet kan være overstået til den tid.

- Måske til sommer, så håber vi, at virusset har nået sit højdepunkt, og vi så vil se en aftagen.

- Så vi håber, at løbene kan finde sted. Men vi er som følge af situationen i Italien lidt mere bekymrede for Giro d'Italia.

Lappartient tilføjer, at han er klar over, at den italienske regerings aflysning af sportsbegivenheder kun varer frem til 3. april. Men han understreger, at det er uvist, hvad meldingen vil lyde derefter.

- Så der er en potentiel risiko for, at Giro d'Italia bliver aflyst, siger han.

Giro d'Italia er blevet afholdt hvert eneste år siden 1909 - med undtagelse af årene under Første og Anden Verdenskrig.

Tour de France blev afholdt første gang i 1903. Siden 1947 er løbet blevet afholdt hvert eneste år.

/ritzau/Reuters