Fabrice Philipot sluttede som den bedste unge rytter i 1989-udgaven af Tour de France. Onsdag aften afgik han ved døden i en alder af bare 54 år.

Det er den franske avis Le Bien Public, der skriver, at den tidligere cykelrytter mistede livet i Semur-en-Auxois i sit hjemland.

Dødsårsagen er endnu ukendt.

Fabrice Philipot havde sine bedste år i starten af 1990'erne, hvor han kørte på det samme hold som legenden Miguel Indurain.

Han var dermed på det vindende Tour de France-hold i både 1991 og 1992. Derudover var han også med som hjælperytter i 1992 og 1993, da Miguel Indurain vandt Giro d'Italia.

Hans tidligere hold Banesto, der i dag hedder Movistar, dedikerede et Twitter-opslag til den tidligere cykelrytter torsdag morgen.

Her skrev de blandt andet, at deres tanker og medfølelse går til franskmandens efterladte venner og familie.

Fabrice Philipot valgte at stoppe karrieren i en relativ ung alder. Han kørte således sit sidste profesionelle cykelløb som 29-årig.

Han opnåede sit bedste Tour de France-resultat i 1990, hvor han sluttede som nummer 14.

Det var den højeste placering af alle franskmænd det år.