»Bjarne (Riis, red.) kan noget specielt i forhold til at drive et cykelhold.«

Sådan siger Deuceuninck-Quick Steps Kasper Asgreen om Bjarne Riis, der i onsdags offentliggjorde Team Virtus ægteskab med Team NTT.

Alliancen betyder, at danskeren bliver Team Manager på holdet og igen arbejder med et mandskab på World Tour-niveau.

»Da han styrede CSC, var han helt fremme og drev udviklingen i sporten. Han har en interesse for detaljerne og for at sætte sig ind i de små ting. Det er der rigtig mange andre, der også er blevet gode til nu,« fortæller Kasper Asgreen til B.T., da han samtidig erklærer, at Bjarne Riis nok er sakket bagud efter år på sidelinjen.

Kasper Asgreen havde en fremragende sæson i 2019, hvor han blandt andet vandt tredje etape i Tyskland Rundt og blev nummer to ved monumentet Flandern Rundt.
Kasper Asgreen havde en fremragende sæson i 2019, hvor han blandt andet vandt tredje etape i Tyskland Rundt og blev nummer to ved monumentet Flandern Rundt. Foto: BERND THISSEN
Vis mere

»Han skal helt sikkert ud at indhente de andre igen. Når han har været ude på sidelinjen i nogle år, er det jo klart, at han ikke er helt med dér, hvor han har været. Men jeg er sikker på, at han nok skal komme det.«

Team Virtu anført af Bjarne Riis og rigmændene Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen har købt en tredjedel af Team NTT.

Det betyder, at holdet fortsat kommer til at flage med det sydafrikanske flag, da holdboss Douglas Ryder kommer derfra, men alligevel glæder Kasper Asgreen sig over et hold med et tydeligt dansk aftryk.

»Det er fedt. Man kunne se, hvilken opbakning CSC og Team Saxo Bank havde dengang. Jeg var selv kæmpe fan, fordi det var et dansk hold, så det er da glædeligt for dansk cykelsport at have sådan et hold, som folk kan støtte op om.«

I tiden på Team CSC og Saxo Bank samarbejdede holdejer Bjarne Riis tæt sammen med Kim Andersen, der var sportsdirektør.

I dag varetager Kim Andersen samme rolle på det italienske hold Trek-Segafredo, og han glæder sig også på Riis' og dansk cykelsports vegne. Til gengæld er han overbevist om, at NTTs Team Manager allerede er godt med.

»Jeg tror virkelig, at han (Bjarne Riis, red.)  mener det, når han siger, at han glæder sig sindssygt meget til at komme i gang igen. Jeg ved, at han har fulgt meget med på sidelinjen. Jeg er sikker på, at han glæder sig utrolig meget, men jeg tror også, at der ligger et stort stykke arbejde foran ham.«

Team NTT har haft ræderlige resultater de seneste sæson, og derfor er det en tung skude, Bjarne Riis og resten af Team Virtu skal stå for at vende.

Kim Andersen er sportsdirektør for den danske verdensmester Mads Pedersen hos Trek-Segafredo.
Kim Andersen er sportsdirektør for den danske verdensmester Mads Pedersen hos Trek-Segafredo. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men der er også den slags opgaver, der motiverer Bjarne Riis.

»Det tænder ham. Og det kan jo nærmest kun gå en vej, lad os sige det sådan,« siger Kim Andersen.

»Det har ikke altid kun været resultater, der har været det vigtige for ham. Det har også været at opbygge noget, som folk gerne ville være en del af. Det tror jeg også er meget vigtigt for ham, og så kommer det andet automatisk. Uanset hvad har Bjarne en aura om sig, som gør, at der er en vis respekt om det hele.«

Team NTT har også et stærkt dansk præg idet Lars Michaelsen og Lars Bak begge er sportsdirektører på holdet. Stabssiden tæller også soigneur Steffen Lundsgaard, mekaniker Peter Nielsen og løbslæge Lars Andersen. Derudover er tre danske ryttere på kontrakt med Team NTT: Michael Valgren, Andreas Stokbro og Michael Carbel.