En 35-årig dansker bliver i disse dage overdynget med ros i udlandet.

Aldrig har der været nogen bedre til at gøre lige præcis det, han gør, lyder de flotte ord.

»Michael Mørkøv må være den bedste lead-out mand nogensinde. Han har virkelig udviklet den evne mere end nogen andre,« skriver den tidligere kommentator og cykelekspert Brian Nygaard på Twitter.

At roserne kommer fra danske kanter er selvfølgelig én ting. Men man har også øje på den 35-årige Deceuninck-Quick-Step-rytter ude i verden.

Blandt andet i det belgiske tv-show 'Extra time', der også hylder danskerens evner som lead-out-man.

Mørkøvs rolle går i al sin enkelthed ud på at være næstsidste mand i en sprint, så han får afleveret holdets sprinter – i langt de fleste tilfælde Sam Bennett – perfekt i spurten.

Det er lykkedes ret godt for danskeren, der allerede har sat Bennett i stilling til fire sejre i år. To ved etapeløbet UAE Tour og to ved franske Paris-Nice.

»Jeg har været imponeret af ham i lang tid. Jeg blev overrasket, da jeg hørte til Vueltaen i 2018, at han skiftede til Patricks hold (Lefevere, Deceuninck-Quick-Step-bossen, red.). Men efter det har han været en del af næsten alle Viviani og Bennetts sejre,« siger José de Cauwer i programmet, som er tidligere belgisk rytter, landstræner og sportsdirektør.

Michael Mørkøv (th.) og Sam Bennett udgør et stærkt makkerpar. Her ses de ved Tour de France 2020.
Michael Mørkøv (th.) og Sam Bennett udgør et stærkt makkerpar. Her ses de ved Tour de France 2020. Foto: STUART FRANKLIN
Vis mere

Inden irske Sam Bennett kom til holdet, dannede Michael Mørkøv et stærkt makkerskab med den italienske sprinter Elia Viviani, som ikke har vundet et løb, siden han skiftede væk fra Deceuninck-Quick-Step og Mørkøv.

Og holdchef Patrick Lefevere har en god forklaring på, hvorfor makkerskabet mellem Bennett og Mørkøv fungerer så godt, som det gør.

»Bennett er en nervøs type, der ikke altid tror på sig selv. Men så er der en som Mørkøv, der siger: 'Følg mig, og det kommer til at gå godt.'«

Michael Mørkøv har tidligere kørt for blandt andet Katusha og Tinkoff-Saxo.

Han er også en helt fænomenal banerytter, hvor han blandt andet har vundet flere internationale medaljer med banelandsholdet.

Færre personlige succeser er det blevet til på landevejen - dog tog han en etapesejr i Vuelta a Espana i 2013.