Torsdagens anden etape af cykelløbet Étoile de Bessèges blev vundet af Timothy Dupont efter en kaotisk finale.

Den danske cykelrytter Mads Pedersen (Trek) var tæt på at ryge en tur i asfalten, da anden etape af Étoile de Bessèges torsdag skulle afgøres.

Pedersen blev fanget bag et styrt i finalen og holdt sig kun med nød og næppe på cyklen, mens flere af de øvrige ryttere væltede.

Styrtet betød, at Pedersen ikke blandede sig i den afgørende spurt, som i stedet blev vundet af belgiske Timothy Dupont fra det lille hold Bingoal.

»Jeg var i en god position i rundkørslen med 400 meter til mål, men så styrter de på vej ud af rundkørslen,« siger Pedersen ifølge feltet.dk.

»Jeg var nødt til at køre på tværs af vejen og over hellen i rundkørslen, fordi jeg blev ramt en cykel, så jeg måtte køre direkte ind i et hegn på den modsatte side af vejen. Heldigvis styrtede jeg ikke og slog kun min fingre på hegnet.«

Italienske Giacomo Nizzolo (Team Qhubeka) åbnede den kaotiske spurt langt udefra, og det endte med at blive for langt for europamesteren. Flere ryttere gik forbi ham og stærkest var 33-årige Dupont.

Mads Pedersen havde håbet på torsdag at forbedre sin tredjeplads fra onsdagens første etape. Men det satte styrtet altså en stopper for.

Der var også styrt på første etape, og her var danske Michael Valgren blandt andre en tur i asfalten. Det kostede ham to brækkede fingre. Valgren skrev onsdag på Instagram, at han skulle opereres torsdag.

Étoile de Bessèges er det løb, der for alvor skyder den europæiske cykelsæson i gang, og der er en række større navne med i det franske etapeløb.

Det består af i alt fem etaper med sidste etape søndag.

/ritzau/