Wow, hvor var det vildt!

Den danske juniorrytter Gustav Wang er ny verdensmester i enkeltstart ved VM i Belgien efter en fænomenal præstation, hvor han fuldførte i tiden 25:37.42. Det var hele 20 sekunder hurtigere end nummer to Johsua Tarling fra Storbritannien.

Wangs triumf kommer dagen efter, at Danmark også sikrede sig guld i enkeltstart for U23-ryttere, da Johan Price-Pejtersen kørte hurtigst over stregen i kølvandet på tragedien med Chris Anker Sørensens dødsfald.

»Det er fantastisk, at vi har to danske ryttere på toppen. I Danmark ved vi lidt om diciplinen. Det føles virkelig godt at bevise, at jeg er den bedste i verden,« siger 18-årige Wang i vinderinterviewet, som blev vist på TV 2 Sport.

Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Derudover var Wangs holdkammerat Carl-Frederik Bevort tæt på en bronzemedalje, men missede lige præcis og måtte nøjes med en fjerdeplads, da belgiske Alec Segaert slog ham meget, meget snævert.

Han var marginale 52 hundrededele fra medaljen.

Resultatet viser nok engang, at Danmark har en strålende fremtid indenfor cykelsporten.

VM i Belgien fortsætter ugen ud, hvor der stadig er gode danske medaljemuligheder i sigte, når der skal køres VM i landevejscykling for juniorer, U23-ryttere og eliten på både kvinde og herresiden.