Den danske cykelrytter Casper Pedersen vinder den franske klassiker Paris-Tours.
Den 24-årige Sunweb-rytter vandt således spurten over Benoit Cosnefroy, efter de sammen angreb med 28 kilometer til mål, og danskeren kunne dermed juble over sin største sejr til dato.
»Det er et stort resultat for mig. Jeg er superglad.«
»Jeg havde drømt om at lave et godt resultat. Jeg kom fra Tour de France med en god form, så jeg var opsat på at få noget ud af den,« siger Casper Pedersen i vinderinterviewet.
Med omkring 50 kilometer tilbage af løbet kom Casper Pedersen af sted med seks andre ryttere.
På nogenlunde samme tidspunkt styrtede Søren Kragh Andersen (Sunweb), der på forhånd var udråbt til en af favoritterne efter sine to sejre i Tour de France. For to år siden vandt Kragh Andersen Paris-Tours.
Lidt senere gik Cosnefroy til angreb, og Casper Pedersen fik hægtet sig på. En overgang fulgte Rudy Molard med, men han blev senere sat, da Cosnefroy endnu en gang øgede tempoet.
Benoit Cosnefroy og Casper Pedersen fik gang i et godt samarbejde, og de to førende fik slået et hul på omkring 30 sekunder.
Efterhånden som frontduoen nærmede sig målstregen, begyndte forspringet at svinde ind, og med fem kilometer tilbage var hullet nede på omkring 15 sekunder.
Herfra begyndte de to ryttere at øge igen, og det stod klart, at vinderen skulle findes mellem de to.
Og det lykkedes Casper Pedersen at blive den seneste i rækken af danskere til at hente en sejr i et stort internationalt cykelløb.
Forfølgerne kom i mål omkring 30 sekunder efter den danske vinder og Cosnefroy.
Casper Pedersen fortalte bagefter, at de to ryttere tidligere har dystet mod hinanden på U23-niveau.
»Han elsker stigningerne lidt mere end mig, og jeg er mere til de flade strækninger. Jeg var lidt bange hen over stigningerne, så jeg spillede lidt poker. Jeg prøvede at få det til at se ud, som om jeg ikke led,« siger han.