En stor nyhed så dagens lys onsdag.

For endnu et kapitel blev skrevet i det vilde cykeleventyr om Michael Valgren.

Den 34-årige dansker skifter nemlig til storholdet Netcompany Ineos.

»Det kommer til at kræve, at danskeren rammer et stabilt højt niveau, for han kommer til en af verdens cykelmastodonter, der endda har et stort dansk islæt,« siger B.T.s cykelkommentator Frederik Gernigon. 

»Det er hamrende sexet og et ægteskab, jeg glæder mig til at følge. Og så kan vi kun håbe på, at det danske præg på holdet bliver mere og mere udtalt.«

Michael Valgren kommer til Netcompany Ineos efter fem kontrastfyldte år hos EF Education-EasyPost.

Michael Valgren fejrede sin etapesejr i Giroen med en Pokémon-perleplade, han havde fået af sin søn. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix

I lange perioder har thyboen kæmpet med niveauet og hungret efter sejre, ligesom han slog sig helt enormt under et styrt i 2022.

Ulykken var så voldsom, at han kunne have mistet livet.

I år blev dog den store genrejsning for Valgren, der snuppede karrierens største sejr på 17.-etape i Giro d'Italia.

»Jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor Michael Valgren møder pressen efter den tryllebindende sejr. Rørt til tårer over triumfen, han har hungret efter i så mange år – og så endda efter et styrt, der kunne have sendt ham i døden,« siger Frederik Gernigon.

»Valgrens historie beviser, at mirakler sker. At han står dér som 34-årig efter at have kæmpet en på papiret ret håbløs kamp, er et unikt eventyr.«

Den alsidige rytter har skrevet en toårig kontrakt med holdet, der fik den danske it-virksomhed Netcompany som storsponsor tidligere i år.