Den tidligere toprytter Jens Veggerby er dybt berørt over Gert Franks død.

»Det er alt, alt for tidligt at skulle her fra,« fortæller han til B.T.

Jens Veggerby, der i dag er 56 år gammel og selv med stor succes har kørt 6-dagesløb som par nummer 7, har kendt Gert Frank, siden han var dreng. Nyheden om den danske 6-dageskonges død ramte ham derfor også hårdt.

»Jeg så ham som sådan en stærk person, der altid nok skulle klare sig og komme gennem modvinden, som møder os alle sammen i livet. Jeg kom lige ind fra en cykeltur, da jeg blev ringet op. Der var jeg godt nok rystet.«

Gert Frank, den tidligere seksdageskonge, fotograferet på Ballerup Super Arena den 25 januar 2016.
Gert Frank, den tidligere seksdageskonge, fotograferet på Ballerup Super Arena den 25 januar 2016. Foto: Michael Bothager
Vis mere

Som helt ung dreng i en alder af bare 14 år lærte den unge Jens Veggerby Gert Frank at kende.

»Jeg har jo kendt Gert lige siden, jeg var en stor dreng, 14 år gammel. For mig har han jo altid været en stærk bjørn, som ikke kunne slås ned,« siger Jens Veggerby og tilføjer:

»Først og fremmest var jeg jo sådan noget, der hed løbedreng, en der tørrede trøjerne og sådan for stjernerne, inden jeg overhovedet selv for alvor kørte cykel. Men Gert har altid været den samme og givet mig plads og vist interesse for mig. Han tog mig med på sine træningslejre, da han trænede op til at skulle køre VM i forfølgelsesløb. Som den eneste var jeg inviteret med og kørte med ham og hans italienske træner.

Da Gert Frank stoppede sin karriere som cykelrytter, dukkede han op til et 6-dagesløb, hvor Jens Veggerby selv pludselig kørte, og Veggerby husker, at Frank stadig var den samme.

Jens Veggerby og Jimmi Madsen, par nummer 7, vandt 6-dagesløbet i Forum tilbage i 1997.
Jens Veggerby og Jimmi Madsen, par nummer 7, vandt 6-dagesløbet i Forum tilbage i 1997. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

»Han var altid den samme, altid lun og hyggelig. Og ikke mindst ærlig. Hvis man havde lavet noget lort på banen, så sagde han det. Jeg har altid haft stor respekt for ham.«

For Jens Veggerby var Gert Frank ikke bare én, han så op til. 6-dageskongen tog Veggerby under sine vinger som en kammerat, den hyggelige og lune Gert Frank.

»Gert var også en sjov gadedreng, der var med på sjov og ballade, og som var en god kammerat. Dem, der var hans kammerater, de var også hans vinger. Jeg husker ham som den hyggelige Gert, og også den meget stille Gerte nogle gange, men han havde helt klart sine meninger og holdninger.«

»Han var en stor rytter, nok den største danske 6-dagesrytter nogensinde. Han stoppede alt for tidligt med at cykle, og han kunne nok have drevet det meget videre. Han lod benene tale.«