Få kender til den følelse, Mads Pedersen står med i disse timer som nykåret verdensmester.

En af dem er dog hans gode ven Jakob Egholm, der var en af de første, der fik et kram af Mads Pedersen i Københavns Lufthavn mandag eftermiddag.

»Jeg var så heldig at give ham en krammer inden alt kaosset. Det var så vanvittigt. Der er så mange følelser i det her. Man har fulgt ham gennem tykt og tyndt. Det er selvfølgelig helt uvirkeligt for ham, men det er det virkelig også for os andre omkring. Det er stadig ikke sunket helt ind,« siger Jakob Egholm til B.T.

Faktisk har Jakob Egholm selv haft en trøje på, der var magen til den, Mads Pedersen fik overrakt søndag aften.

Mads Pedersen med vennen og cykelkollegaen Jakob Egholm bagved.
Mads Pedersen med vennen og cykelkollegaen Jakob Egholm bagved. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I 2016 sneg han sig fra alle andre ved juniorernes linjeløb ved VM i Doha og blev verdensmester. Det vækker minder for ham at stå i ankomsthallen.

»Jeg kan godt huske, vi også kom ud herovre. Der var da også mennesker, men der var ikke den samme mediebevågenhed dengang,« griner han.

»Det var magisk, og det er sådan noget, man ønsker, man kan opleve igen. Tiden efter bliver helt magisk for ham, og jeg håber virkelig, han får mulighed for at trække vejret og nyde det.«

Sammen med en række andre unge ryttere, der kender Mads Pedersen og var til stede mandag i lufthavnen, var Jakob Egholm på vej hjem fra et par løb i Sønderjylland, da løbet skulle afgøres.

Verdensmester i linjeløb Mads Pedersen ankommer til Københavns Lufthavn mandag den 30. september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Verdensmester i linjeløb Mads Pedersen ankommer til Københavns Lufthavn mandag den 30. september 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg sad på min telefon på vej hjem i går og holdt ind i Nyborg for at se resten, så jeg vidste, der var internet. Det var helt uvirkeligt. Jeg har ikke været så glad og haft den følelse i kroppen siden, jeg selv prøvede det.«

Er det lige før, at det for dig er større end din egen sejr i Doha?

»Jamen, det er det. Jeg under ham det mere end nogen andre. Jeg ved, hvor hårdt han har arbejdet for det, og jeg kender til de kedelige dage, han har været igennem for at komme hertil. Det er så meget på sin plads, at han opnår det her.«

Holbæk Kommune regner med at fejre Mads Pedersen i den nærmeste fremtid, mens den nykårede verdensmester skal hædres på Københavns Rådhus onsdag eftermiddag.