Der gik kun tre minutter, inden interviewet med Cecilie Uttrup Ludwig tog en uventet drejning.

»Hvad er dit navn egentlig? Det er så sjovt, for du lyder præcis som Mathias Norsgaard, har jeg nogensinde fortalt dig det?« spurgte den evigt smilende energibombe med henvisning til den danske Movistar-rytter.

Egentlig gik snakken på Cecilie Uttrups egne chancer til kvindernes VM i linjeløb, men den 25-årige rytter fik hurtigt kørt samtalen af sporet.

»Du bliver nødt til at snakke med Mathias Norsgaard. I har jo brødre-stemmer. Det er helt sindssygt. Det kunne være så sjovt, vil du ikke lave en podcast med ham?« fortsatte hun og brød ud i latter.

»Man ville ikke ane, hvem der snakker… Jeg ville elske det. Jeg tror faktisk, at jeg ville reklamere for det.«

Manøvren var på ingen måde ment som et politiker-agtigt forsøg på at flytte fokus væk fra sig selv. Til gengæld beskriver episoden FDJ Nouvelle-Aquitaine Futuroscope-rytteren ret godt.

Impulsiv, energisk og let til grin.

»Man må altså godt grine ad sine egne jokes. Hvis andre ikke griner, må man jo selv gøre det,« fastslår hun... og griner.

Det boblende temperament har så småt gjort Cecilie Uttrup Ludwig til den mest prominente af de kvindelige danske cykelryttere. Hun har blandt andet gæstet 'Natholdet'.

»Du har nok ret i det med, at jeg er blevet mere folkelig, men det tænker jeg altså ikke over. Så er det jo sjovt at være med i 'Natholdet'. Jeg blev spurgt, og jeg synes selv, at det er et ret sjovt program. Det er ikke bevidst, men jeg synes. det er godt, hvis det kan inspirere og få folk til at følge med i kvindecykling,« siger Cecilie Uttrup Ludwig.

»Men jeg vil da også gerne kendes som hende, der er god til at cykle. Det er det, jeg laver, er passioneret af og bruger min energi på.«

Lørdag skal hun hverken være med i 'Natholdet' eller spolere endnu et interview med B.T.s udsendte.

Cecilie Uttrup Ludwig kørte også VM i 2018. Her ses hun under enkeltstarten i Innsbruck.
Cecilie Uttrup Ludwig kørte også VM i 2018. Her ses hun under enkeltstarten i Innsbruck. Foto: HEINZ-PETER BADER
Vis mere

Til gengæld er hun dansk cykelsports største medaljehåb, når 145 kvinder skal dyste om at køre i den mytiske regnbuetrikot i et år. Det er hende, som skal være kaptajn for det danske hold.

Alligevel er hun relativt ydmyg i sin udmelding.

»Forventningerne er at sidde blandt de allerbedste i verden. Jeg håber, at jeg kan sidde med de hurtigste på lørdag,« fortæller Cecilie Uttrup Ludwig, der tidligere har fortalt, at den kuperede VM-rute glæder hendes 'bjerggeds-hjerte'.

På trods af hendes meget direkte facon – og en flot sæson hidtil med en fjerdeplads og bjergtrøjen ved Giro Rosa samt en sejr i Giro dell'Emilia – fik hun dog sneget sig uden om et reelt svar på hendes ambitioner i lørdagens løb.

Men hvad er dit resultatmæssige mål?

»Du får ikke mere ud af mig, end at jeg skal følge med de bedste og håber på en god dag. Jeg skal gøre mit allerbedste for at hænge på, og jeg er både glad og stolt, hvis jeg kan det,« siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Det er femte gang, at danskeren skal køre VM i eliteklassen hos kvinderne.

Indtil videre er hendes bedste placering en plads som nummer 23 ved VM i 2018.