Nu tager vi de rød-hvide briller af.

For mens danskerne jubler over en fremragende optakt for Jakob Fuglsang, hvad siger resten af cykelverdenen så om ham?

Med den samlede sejr i Tour-generalprøven Critérium du Dauphiné følger der enorme forventninger, da løbet i de seneste år ofte har været en indikator for, hvem der kan klare sig godt i Touren.

Og med det afsæt er der også grund til enorm optimisme, mener den anerkendte cykeljournalist Daniel Friebe.

Bliver der gule dage for Fuglsang i dette års Tour de France?
Bliver der gule dage for Fuglsang i dette års Tour de France? Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Han var den stærkeste af alle i et felt af ryttere, der i år har vist ret fantastiske klatreevner. Han lignede virkelig en anderledes rytter og et andet dyr end den Fuglsang, vi har kendt fra tidligere,« siger Daniel Friebe podcasten The Cycling Podcast og tilføjer:

»Han er en type, der har kæmpet med grand tours tidligere, og inden denne sæson var han ikke en rytter, som nogen ville have peget på som mulig vinder. Jeg har ham nu blandt de tre eller fire største kandidater til at vinde.«

Hans kollega i podcasten Lionel Bernie ser i Fuglsangs foreløbige sæson ligheder med tidligere års vindere af Dauphiné – og Touren.

»Det er en form for nu eller aldrig for en rytter som Fuglsang. Men ser du på hans resultater, er det virkelig en samling af resultater, der leder tankerne hen på ryttere som Bradley Wiggins, Chris Froome og Geraint Thomas, der er kommet til Touren med momentum,« siger Lionel Bernie i podcasten.

Også cykelmediet Velonews har taget pulsen på Fuglsangs muligheder for et godt Tour-resultat, men når snakken går på den samlede sejr, er de ikke totalt optimistiske.

»På papiret passer denne Tour ham ikke. Med så mange højdemeter skulle Fuglsang på et tidspunkt tabe terræn til de tyndeste bjerggeder i tredje uge. Astana vil have et stærkt hold, og hvis han kan være med fremme efter Pyrenæerne, ligger det i kortene, at han kan forbedre sin syvendeplads,« siger Andrew Hood til Velonews, mens han skyder på en tredjeplads til Fuglsang.

Samme frygt har Daniel Friebe lidt af med en Tour de France-rute, hvor i hvert fald 10 af etaperne kommer til at have direkte indflydelse på det samlede klassement, siger han i The Cycling Podcast.

»For mig er vinderen af Touren i år én, der er lidt af en ekspert i ikke bare at få sat nogle få klassementsdage, men mange af dem. Vi har tidligere talt om Geraint Thomas og Richie Porte, der har en tendens til at have en dårlig dag eller styrte, og Fuglsang falder ind under den kategori,« siger Daniel Friebe.