Jakob Fuglsang skal efterhånden se sig godt omkring, hvis han skal få øje på store Tour-rivaler.

For nu er endnu en favorit ude af løbet, inden det overhovedet er startet.

Hollandske Tom Dumoulin melder nemlig pas til Touren efter en hård kamp for at blive klar oven på et forår med styrt og skader. Det meddeler han til Team Sunwebs hjemmeside:

»Den seneste måned har været meget hård med tilbagefald i forhold til min knæskade. Jeg ville virkelig gerne være klar til Touren, men i denne uge indså jeg, at det ikke er realistisk, at jeg kommer op på et højt niveau i tide.«

Foto: ALESSANDRO DI MEO
Vis mere

Den 28-årige hollænder var et af de varmeste bud på en samlet vinder af Tour De France, hvor Fuglsang er en af outsiderne til at vinde verdens største cykelløb.

Tom Dumoulin styrtede i årets Giro d'Italia og har siden kæmpet for at komme ordentligt til hægterne. Den kamp har han dog tabt, og han føler sig ikke klar til Tour-udfordringen.

For en uge siden var det en anden af favoritterne i Tour De France, som måtte melde afbud: Chris Froome.

Den firedobbelte Tour-vinder styrtede voldsomt i forbindelse med forberedelser til en etape i det franske cykelløb Criterium du Dauphiné og røg direkte på hospitalet.

Det resulterede i brud på lårben, albue, hofte, ribben og brud på nakken - og et klokkeklart afbud til rundturen på de franske landeveje.

Også sidste års vinder, Geraint Thomas, har haft problemer med styrt. Han styrtede i Schweiz Rundt.

Astana-rytter Jakob Fuglsang er i takt med sin storform op til Touren og de øvrige favoritters skavanker og frafald rykket op på en tredjeplads hos bookmakerne over favoritterne til at vinde Tour de France.

Både Bet365 og Danske Spil er enige om rækkefølgen på de tre øverste favoritter, der ser således ud: 1. Geraint Thomas (Team Ineos), Wales, 2. Egan Bernal (Team Ineos), Columbia, 3. Jakob Fuglsang (Astana), Danmark.

TOPSHOT - Astana Pro Team rider Denmark's Jakob Fuglsang celebrates his overall leader's yellow jersey on the podium of the eighth and last stage of the 71st edition of the Criterium du Dauphine cycling race, 113, 5 km between Cluses and Champery on June 16, 2019. (Photo by Anne-Christine POUJOULAT / AFP)
TOPSHOT - Astana Pro Team rider Denmark's Jakob Fuglsang celebrates his overall leader's yellow jersey on the podium of the eighth and last stage of the 71st edition of the Criterium du Dauphine cycling race, 113, 5 km between Cluses and Champery on June 16, 2019. (Photo by Anne-Christine POUJOULAT / AFP) Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Med den samlede danske sejr i Tour-generalprøven Critérium du Dauphiné følger der enorme forventninger til Fuglsang.

Løbet har i de seneste år ofte været en indikator for, hvem der kan klare sig godt i Tour De France i juli.

Det har skabt en enorm optimisme på fuglsangs vegne i det internationale cykelmiljø:

»Han var den stærkeste af alle i et felt af ryttere, der i år har vist ret fantastiske klatreevner. Han lignede virkelig en anderledes rytter, et andet dyr end den Fuglsang, vi har kendt fra tidligere,« siger den anerkendte cykeljournalist Daniel Friebe.