Det skulle være en rolig begyndelse på et stort løb for Astana, men lørdagens 15 kilometer lange enkeltstart i Giro d'Italia udviklede sig til et mareridt for Jakob Fuglsangs hold.
Danskeren led et enormt tidstab til flere af sine konkurrenter, da han blev snydt af vind og vejr, men værre gik det for holdkammeraten Miguel Ángel López, der på bizar vis smadrede ind i barrieren på et ellers ufarligt stykke af ruten.
Nu forklarer Jakob Fuglsang, hvordan han oplevede de dramatiske minutter, der sendte López ud af løbet og direkte på hospitalet.
»Jeg er på vej på toilettet, lige inden jeg skal selv starte, og ser på fjernsynet, hvor López er på vej mod mellemtiden. Pludselig skriger Serge (holdlæge på Astana) inde fra bussen. ‘Nej, nej, nej, nej. Han mister den fuldstændig!'« siger Jakob Fuglsang til B.T.

Ulykken skete, minutter før Fuglsang selv skulle ud på ruten, og betød, at danskeren ikke fik vigtige informationer om vindretning og vejens beskaffenhed. Og det ramte også danskeren psykisk.
»Det var selvfølgelig ikke rart at få det med, inden jeg selv skulle ud. At han har så grimt et styrt og kører direkte i barrieren. Men hvordan kan han miste den der? Han kører lige ud ad vejen, og det var et af de stykker, hvor der hverken var sidevind eller kastevind,« siger Jakob Fuglsang.
Han har ondt af sin colombianske holdkammerat, som nu igen er udskrevet fra hospitalet og i stedet for tre uger i Italien kan se frem til en snarlig hjemtur til Sydamerika.
»Man kan sige, at det både var uheldigt, men også en fejl, at han styrtede. Det er uheldigt, at han skal ramme et hul lige i det øjeblik, han skifter position på styret. Men det er også et spørgsmål om at være vågen, holde fast i styret og vælge den rigtige linje på vejen, så sådan noget ikke sker,« siger danskeren.

Med López’ voldsomme exit må Fuglsang sætte sin lid til den unge russer Aleksandr Vlasov som sin vigtigste hjælperytter, når det for alvor går opad.
»López skulle have været en god og stor hjælp i bjergene. Vi kunne have haft tre mand at spille på i afslutningerne. Sådan bliver det ikke, og forhåbentlig får det ikke den store betydning i klassementet for mig.«
Miguel Ángel López blev kørt på hospitalet efter ulykken. Her viste det sig, at intet var brækket. Colombianeren havde dog et dybt sår, der til alt held var gået lige forbi hovedpulsåren.
Se det dramatiske styrt øverst i artiklen.