Storsponsoren er væk, de store stjerner vil videre, og hele fundamentet falder fra hinanden.

Han er uden tvivl en ørn til at lede et cykelhold, men lige nu basker Bjarne Riis og Team NTT febrilsk for overlevelsen på cyklingens øverste hylde, og imens sættes der spørgsmålstegn ved danskerens evne til at tiltrække sponsorer.

Det lignede ellers et nyt, dansk cykeleventyr, da Bjarne Riis med pomp og pragt gjorde opsigtsvækkende comeback ved et pressemøde på Hotel D'Angleterre i januar i år.

»Det her et et langtidsprojekt, og vores visioner er at køre med om sejren i de store løb,« lovede Bjarne Riis, der gjorde sit indtog på det sydafrikanske NTT-mandskab i rollen som team manager.

Bakket op af rigmænd som Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen skulle Bjarne Riis gennem selskabet Virtu Cycling overtage 30 procent af World Tour-holdet Team NTT, men det er indtil videre ikke sket.
Bakket op af rigmænd som Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen skulle Bjarne Riis gennem selskabet Virtu Cycling overtage 30 procent af World Tour-holdet Team NTT, men det er indtil videre ikke sket. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Bakket op af rigmænd som Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen skulle Bjarne Riis gennem selskabet Virtu Cycling overtage 30 procent af World Tour-holdet Team NTT, og så skulle jagten gå ind på danske sponsorer.

‘Skulle’ er nøgleordet her. For ni måneder senere har Riis og co. stadig ikke overtaget de 30 procent af holdet, ingen danske sponsorer har meldt sig på banen, og NTT-projektet har kurs direkte mod afgrunden.

Mandag detonerede storsponsoren, japanske NTT, den bombe, der kan få det hele til at falde sammen – at kæmpefirmaet ikke forlænger sponsoratet med det sydafrikanske mandskab.

Ifølge B.T.s oplysninger havde NTT ellers tidligere givet udtryk for, at de var klar til at være medsponsor for 2021-sæsonen, men det udsagn blev siden trukket tilbage.

Milliardæren Lars Seier Christensen kæmper angiveligt videre for at sikre NTT-holdets fremtid, men situationen ser mere end vanskelig ud i øjeblikket.
Milliardæren Lars Seier Christensen kæmper angiveligt videre for at sikre NTT-holdets fremtid, men situationen ser mere end vanskelig ud i øjeblikket. Foto: Oscar Scott Carl
Vis mere

»Det er selvfølgelig meget skuffende, men vi er fast besluttede på at kæmpe for vores holds fremtid, og vi undersøger lige nu alle tænkelige muligheder,« lød det efterfølgende fra NTT og holdejer Douglas Ryder i en opsigtsvækkende pressemeddelelse.

Opsigtsvækkende fordi cykelhold sjældent på den måde faldbyder sig til interesserede sponsorer – i stedet er der normalt et nyt navn på plads, når den gamle investor pænt takker af.

Her peger pilen på den danske forbindelse. For selv om Virtu Cycling er under nedlukning – med coronakrisen som begrundelse – har det hele tiden ligget i kortene, at den danske delegation ville steppe op og danne et finansielt grundlag for holdet.

Ved pressemødet i januar opfordrede Lars Seier Christensen danske virksomheder til at komme på banen – med udsigt til Tour de France på dansk grund var det et attraktivt sponsorat, som uden tvivl ville være en god investering, lovede rigmanden.

Men det danske fundament slår revner. Mens milliardæren Lars Seier Christensen i kulissen kæmper for at tiltrække interesserede sponsorer, viser det sig ifølge B.T.s oplysninger, at Jan Bech Andersen er på vej ud af projektet.

I begyndelsen af september forklarede Lars Seier Christensen til B.T., at han endnu ikke har givet op. Rigmanden er – ligesom Bjarne Riis og Douglas Ryder – ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser siden.

»Der pågår også diskussioner, og var der ingen vej frem, ville vi selvfølgelig melde det ud. Men dér er vi ikke,« sagde den tidligere Saxo Bank-ejer i begyndelsen af Tour de France.

Under den franske rundtur var Bjarne Riis da også overvejende optimistisk omkring holdets fremtid, og der blev arbejdet heftigt i kulissen på at finde en ny sponsor. Men det store arbejde har indtil videre ikke båret frugt.

Douglas Ryder, ejeren af Team NTT, og hans danske team manager, Bjarne Riis. København, januar 2020.
Douglas Ryder, ejeren af Team NTT, og hans danske team manager, Bjarne Riis. København, januar 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det har resulteret i intern uro på holdet, hvor de ansatte nu desperat klamrer sig til håbet om en redning i sidste øjeblik og samtidig forsøger at undersøge mulighederne for jobs andre steder, forklarer kilder på NTT til B.T.

Det var håbet, at der under Tour de France ville komme en afklaring – at en ny sponsor ville blive præsenteret – men teamets mandskab står nu i en situation, hvor de efter alt at dømme er uden job om få måneder.

Situationen er nu så alvorlig, at holdejer Douglas Ryder ifølge B.T.s oplysninger har givet de få ryttere, som rent faktisk har kontrakt for næste sæson, løbepas til at finde andre hold. Det gælder eksempelvis det belgiske fartfænomen Victor Campenaerts.

Kilder tæt på Team NTT forklarer til B.T., at Douglas Ryder er skuffet og forbløffet over, at det mod forventning ikke er lykkedes det danske islæt at bringe nye sponsorer til holdet.

Danske Michael Valgren er en af profilerne på Team NTT – så længe det varer.
Danske Michael Valgren er en af profilerne på Team NTT – så længe det varer. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Douglas Ryder var inden Bjarne Riis' indtog på holdet forbeholden over for danskeren på grund af herningenserens plettede dopingfortid.

Han så dog Bjarne Riis’ indtog som en mulig redning for holdet og gav Ørnen fra Herning en altdominerende sportslig rolle. En rolle, der skulle betales tilbage med et finansielt fundament, som Ryder indtil videre har måttet kigge langt efter.

Alt peger lige nu på en uundgåelig lukning af NTT-mandskabet. Kun fem ryttere er på kontrakt for 2021-sæsonen, og Douglas Ryder har som nævnt givet rytterne tilsagn om, at de allerede nu må skrive under med andre hold for næste sæson.

Samtidig arbejder Ryder, Riis og Seier i et nærmest umuligt marked ramt af coronakrisen, hvor økonomisk pressede virksomheder langtfra har lyst til at kaste penge efter et cykelmandskab – særligt i en tid, hvor selv de største løb og udstillingsvinduer gang på gang aflyses af coronarestriktioner.

Det belgiske fartfænomen Victor Campenaerts går en usikker fremtid i møde.
Det belgiske fartfænomen Victor Campenaerts går en usikker fremtid i møde. Foto: Alain JOCARD
Vis mere

Desuden betyder den udskudte Tour de France-start på dansk grund til 2022, at mange af de danske virksomheder, som tidligere havde vist interesse for at være med i NTT-projektet, har trukket følehornene til sig.

Sidste chance for overlevelse – og det skal i så fald gå ufatteligt stærkt, hvis et slagkraftigt mandskab skal bygges op til næste sæson – er Riis’ evige redningsmand, Lars Seier Christensen. Også Douglas Ryder klamrer sig ifølge B.T.s oplysninger til håbet om, at han er villig til at kaste de tiltrængte millioner på bordet.

»Det er ingen hemmelighed, at hele forløbet med holdet og virksomheden ikke har været lutter lagkage, og det har kostet os en del penge. Så der skal meget til, før vi kaster håndklædet i ringen, nu, hvor vi endelig er på World Touren,« forklarede Lars Seier Christensen i september til B.T.