Jakob Fuglsang ved godt, at han skal tælle årene.

I marts fyldte den danske cykelstjerne 35 år, og sæsonerne betyder mere, end de nogensinde har gjort før. Det er nu, han skal slå til.

Derfor rammer coronapausen ekstra hårdt for Astana-rytteren, der har haft sine bekymringer at tumle med.

»Jeg håber ikke, at denne her sæson er spildt, og jeg håber heller ikke, at sæsonen gør min karriere en god sæson kortere, hvis man kan sige det sådan. Det må helst ikke blive en ulempe,« siger Jakob Fuglsang til B.T.

I 2019 havde danskeren efter eget udsagn karrierens bedste sæson. Alderen har ikke spændt ben for ham endnu, men den dag kommer - og den nærmer sig.

»Det kan godt være, at jeg bliver ældre, men jeg håber at have et lidt mere roligt år, hvor jeg kan puste lidt. Formentlig har jeg tre gode år i mig til at give den gas efter denne her sæson.«

Faktisk håber cykelstjernen, at den nuværende sæson – som er blevet afbrudt af corona-pandemien og bliver meget kompakt i perioden fra august til november – med den uventede pause rent faktisk kan bruges til noget positivt fremover, selv om han kun bliver ældre.

Han håber, at pusterummet kan bruges til at udskyde den dag, han stopper karrieren, så meget som muligt. Forklaringen kommer her.

Jakob Fuglsang havde sit livs sæson i 2019 på trods af, at han fyldte 34 år. Her vinder han 16. etape af Vuelta a España.
Jakob Fuglsang havde sit livs sæson i 2019 på trods af, at han fyldte 34 år. Her vinder han 16. etape af Vuelta a España. Foto: Ander GILLENEA
Vis mere

»Jeg tror, at det kan give mentalt og fysisk overskud. Det har jo ikke været som en vinterpause, men jeg har trods alt fået en puster, så jeg kan komme ud og give den gas resten af sæsonen,« forklarer Jakob Fuglsang.

I det lange løb håber han også på, at det kan gavne ham.

»Jeg har kørt i mange år, hvor der har været fuld smæk på, når sæsonen har været i gang. Pausen her kan være med til, at jeg får det mentale overskud, som gør, at jeg kan tage to eller tre år mere og give den fuld skrue. Eller hvor lang tid kroppen nu gerne vil være med til det.«

Det mentale overskud kan i høj grad være kommet af én ting: Familien.

Livet som cykelrytter betyder enormt mange årlige rejsedage rundt i verden, og ofte er ryttere væk lang tid ad gangen.

Når Jakob Fuglsang eksempelvis skal køre en Grand Tour, betyder det typisk, at han ikke ser sin familie i en måneds tid.

Derfor er det ikke altid blevet til mange timer i hjemmet i Monaco med hustruen Loulou og datteren Jamie-Lou, som fylder tre år senere på måneden.

Men det er der blevet gjort om på de seneste måneder.

Jakob Fuglsang kørte Tour de France i 2019, hvor han udgik.
Jakob Fuglsang kørte Tour de France i 2019, hvor han udgik. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

»Det har været meget rart at være hjemme. Det har været specielt med en lille pige, som vokser så hurtigt og udvikler sig så meget,« siger Jakob Fuglsang, der har tilbragt corona-pausen i Luxembourg hos svigerfamilien, da det har været forbudt at cykle udendørs i Monaco.

Restriktionen er dog hævet, og nu er parret og den lille pige tilbage i Sydfrankrig.

Men Jakob Fuglsang ved godt, at det ikke varer for evigt.

»Det har været meget sjovt at opleve det, men det bliver sikkert også hårdt at skulle af sted igen. Så kan det være, at det bliver ret intenst, når man først er væk.«