Jakob Fuglsang havde et tilbud fra et andet hold.

»Det er sandt, at der var kontakt med Movistar og Unzue (sportsdirektør med fornavnet Eusebio, red.) for en mulig kontrakt,« siger den danske cykelrytter.

Der var i sommer mange rygter om, at det spanske cykelhold skulle have været interesseret i Jakob Fuglsang.

Han endte dog med at blive, hvor han var.

»Det var en interessant mulighed, men jeg forlængede med Astana for yderligere to år. Jeg er meget glad,« siger Jakob Fuglsang i et interview med Marca.

Her forklarer den rutinerede cykelrytter, der har haft en forrygende 2019-sæson, hvorfor han valgte at blive.

»Movistar var en god mulighed for mig, men jeg tror, at jeg har flere chancer her. Jeg er allerede 34 år, og jeg må tage det rigtige valg, fordi jeg ikke er så ung længere,« forklarer Jakob Fuglsang:

»Jeg får chancen for at være kaptajn i flere vigtige løb, og forhåbentlig kan jeg leve op til ansvaret.«

Team Astana rider Denmark's Jakob Diemer Fuglsang celebrates on the podium after winning the 16th stage of the 2019 La Vuelta cycling Tour of Spain, a 144, 4 km race from Pravia to the Alto de la Cubilla in Lena on September 9, 2019. (Photo by Ander GILLENEA / AFP)
Team Astana rider Denmark's Jakob Diemer Fuglsang celebrates on the podium after winning the 16th stage of the 2019 La Vuelta cycling Tour of Spain, a 144, 4 km race from Pravia to the Alto de la Cubilla in Lena on September 9, 2019. (Photo by Ander GILLENEA / AFP) Foto: ANDER GILLENEA
Vis mere

Undervejs i sæsonen blev Jakob Fuglsang rygtet til en række mandskaber, herunder Deceuninck-Quick Step, Dimension Data og altså Movistar.

Under Tour de France talte B.T. med Movistar-bossen Unzué, der erkendte, at det ville blive svært at få fingrene i Fuglsang.

Jakob Fuglsang havde et år som aldrig før i år på trods af en stor skuffelse i Tour de France, hvor Fuglsang måtte udgå.

Det blev til sejre i Liège-Bastogne-Liège, Critérium du Dauphiné, og han vandt også en etape i Vuelta a España og Tirreno-Adriatico.

Det blev til podieplaceringer i Strade Bianche, Amstel Gold Race og La Flèche Wallone samt i det samlede klassement i Tirreno Adriatico.

I interviewet med Marca giver Jakob Fuglsang udtryk for, at et af de helt store mål i 2020 vil blive OL i Tokyo.

Samtidig har Fuglsang tidligere udtalt, at han ikke ved, om han kommer til at køre Tour de France det kommende år.

Til gengæld kan det være, at den 34-årige cykelstjerne satser på Giro d'Italia i stedet.