Jakob Fuglsang har prøvet mange ting i sin karriere som professionel cykelrytter.

Den danske stjerne har prøvet kræfter med alverdens høje tinder, lede stigninger og majestætiske bjerge, men dansegulvet er indtil videre ikke noget, han har brugt særlig meget af sin tid på.

Og det er ikke fordi, han ikke har haft chancen.

»Jeg er blevet spurgt, om jeg ville deltage i Vild med dans. Jeg tror faktisk, at de havde tænkt sig at give mig en dansepartner i Monaco,« fortæller den danske Jakob Fuglsang, der bor i fyrstedømmet sammen med hustruen Loulou og parrets datter Jamie.

»Men jeg takkede pænt nej tak.«

Det populære underholdningsprogram er pt. i gang med den 17. sæson, men for to år siden kunne den 35-årige Astana-rytter have været en del af castet til fredagsprogrammet.

Den succesfulde cykelrytter kunne dog ikke få sig selv til at prioritere det i forhold til cykelkarrieren.

»Jeg havde andet at se til, og ærlig talt kan jeg ikke se mig selv stille op nu. Jeg tror heller ikke, at jeg kommer til det efterfølgende, men man skal aldrig sige aldrig. For nuværende er det bare ikke noget, der har speciel interesse,« meddeler Jakob Fuglsang.

Familien Fuglsang i lejligheden i Monaco.
Familien Fuglsang i lejligheden i Monaco. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

Han lægger dog vægt på, at det ikke er helt udelukket, at han gør det en dag. Fuglsang har også deltaget i en række andre programmer i Danmark, blandt andet med Jesper Skibby.

»Det var meget sjovt, så det er ikke per definition et nej for altid. Men lige for tiden synes jeg, at mit program er lige presset nok. Så jeg har ikke lyst til at bruge tid på det lige nu.«

Til gengæld er tonen en lidt anden hos Jakob Fuglsangs farverige og frembrusende hustru Loulou. Hun fortæller, at hun faktisk godt kunne se sig selv som en del af programmet, hvis hun en dag blev spurgt.

»De har ikke spurgt mig. Jeg er jo ikke populær i Danmark, som han er. Og så taler jeg jo ikke dansk. Faktisk skammer jeg mig en smule over, at jeg stadig ikke taler dansk efter 10 år,« fortæller Loulou Fuglsang.

Lige nu har Jakob Fuglsang travlt med at køre Giro d'Italia.
Lige nu har Jakob Fuglsang travlt med at køre Giro d'Italia. Foto: Simon Baungård Thomsen
Vis mere

»Jeg tror faktisk, at jeg ville sige ja, hvis jeg blev spurgt. Jeg ville synes, det var sjovt at prøve, og det kunne være fedt at lære at danse på et højere niveau.«

Der er dog et stort men.

»Vi skulle selvfølgelig se, om det kunne lade sig gøre. Mine største prioriteter er Jamie og Jakob. Jeg ville nok overveje det og snakke med Jakob om, hvad han siger til det. Men det er jo svært, når vi ikke bor i Danmark og har Jamie.«

Faktisk afslører hun samtidig, at Jakob Fuglsang ikke kun er blevet spurgt én gang. Loulou bestyrer nemlig hans emails, og hun har afslået mere end én invitation på cykelrytterens vegne.

»De har nok spurgt to-tre gange. Både for to år siden, men også efter han fik sølv til OL i Rio i 2016,« forklarer hun.

Husk, at du kan følge VIld med dans i B.T.s liveblog lige her.