Troen på et topresultat fra Nairo Quintana er væk.

»Han er ikke længere hos os, fordi vi mener, at hans mulighed for at kæmpe om Grand Tour-sejre er væk,« siger Eusebio Unzue.

Manageren for cykelholdet Movistar fortæller nu – klart og tydeligt – ifølge Velonews til El Confidencial, hvorfor man ikke har valgt at forlænge kontrakten med den colombianske bjergspecialist.

2019-sæsonen blev dermed den sidste hos det spanske cykelhold efter hele otte års samarbejde.

En gul hjelm. Det var det tætteste, Nairo Quintana i sommer kom på at bære den ikoniske farve, som Tour de Frances førertrøje har.
En gul hjelm. Det var det tætteste, Nairo Quintana i sommer kom på at bære den ikoniske farve, som Tour de Frances førertrøje har. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

29-årige Nairo Quintana har i stedet skrevet en treårig kontrakt med det lille franske hold Arkea-Samsic.

Resultaterne har da i de seneste år heller ikke været helt så gode, som talentet ellers antydede, da rytterne brød igennem.

Nairo Quintana vandt Giro d'Italia i 2014 og Vuelta a Espana i 2016. I Tour de France er det 'kun' blevet til tre podieplaceringer.

Siden andenpladsen i Giroen i 2017 har den colombianske bjergrytter dog ikke været i nærheden af at kunne kalde sig samlet vinder i et af de tre Grand Tour-løb.

»Hans problemer med tidskørslerne forhindrede ham i at opnå endnu mere,« som Eusebio Unzue forklarer det:

»Men vi har intet andet end taknemmelighed over den tid, han har tilbragt på vores hold. Han var en nøglerytter, og på grund af ham kunne vi i fem år drømme om at vinde Touren. Han var meget tæt på i 2013 og 2015, men han var uheldig med at køre i samme årti som Chris Froome.«

Lyder det med reference til den britiske Tour-konge, der har vundet det store franske etapleøb hele fire gange.

Og der er blevet ryddet grundigt op hos Movistar til den kommende sæson, hvor også Mikel Landa og Richard Garapaz er fortid. I stedet satses der på Enric Mas og Marc Soler i sæsonens store etapeløb. Veteranen Alejandro Valverde fortsætter dog.