Jakob Fuglsang bliver også i 2019 kaptajn, når der skal køres Tour de France næste sommer.

Og der er ingen tvivl om, at det er en flot præstation af den 33-årige dansker, der kører for kazakhstansk​e Astana.

Men i årets udgave af det franske etapeløb, levede Fuglsang ikke op til hverken sine egne eller sit holds forventninger. Fuglsangs ambitioner var en femteplads. Fuglsang endte på en tolvteplads.

TV 2s cykelekspert Henrik Jul, tror da heller ikke, at danskeren vinder løbet.

»Fundamentalt tror jeg, han er god nok. Men hele diskussionen sidste år var, om man talte ham op. Og det mener jeg bestemt ikke, at man gjorde med de resultater, han har lavet. Jeg mener bestemt, han har niveauet til at være med. Jeg tror ikke, han har niveauet til at vinde løbet, men han har niveauet til at sigte efter en podieplads eller top fem.«

Hvad ambitionen er i år, vides ikke, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jakob Fuglsang. Han fortæller dog til TV 2 Sport, at 'det vil være fedt at have nogle gode resultater med i bagagen, inden vi går ind til Touren.'

Henrik Jul kalder kaptajn-udnævnelsen for 'flot' for dansk cykling.

»Fornuftigt nok har man vurderet, at man ikke bare smider kaptajnen væk, fordi han havde et dårligt Tour de France«

»Det er bestemt flot. Det er en del af udviklingen. Fuglsang er ældre end det, der foregår på ungdomsfronten,« siger Henrik Jul og roser Michael Valgren, Søren Kragh Andersen og Mads Pedersen.

»Alle de tre - hvis de undgår skader - får en super sæson næste år.«

Cykelekspert og tidligere direktør for Danmarks Cykle Union (DCU), mener ligeledes, at udnævnelsen er positiv.

»Det er stort for en dansker at være kaptajn i touren på et af de største hold. Det viser, de har kæmpe tillid til ham.«

Mener du, at den tillid er begrundet, efter han fik en 12. plads i år?

»Hans karriere og hans øvrige sæson sidste år, hvor han kørte top fem i de fleste etapeløb, han deltog i, viser, at den er begrundet,« siger han og tilføjer:

»Han kørte sig selv ret hurtigt ud af klassementet i år (I Tour de France, red.). Han fik ikke toppet, da de ramte bjergene. Jeg tror, vi skal være realistiske; han tror måske selv på en top fem-placering, men det hele skal passe sammen. En placering mellem top fem og top otte vil være realistisk, mener jeg.«

Jesper Worre giver desuden et bud på, hvordan Fuglsang skal øge sine klassementschancer næste år.

»Når Fuglsang har sine gode dage i bjergene, kører han lige op med favoritterne. Og så er han formidabel nedad. Så han skal ramme sine gode dage, eller måske køre væk med de andre kaptajner, når de angriber. Der er en fem-seks, der kan vinde, og man skal være heldig.«

Jesper Worre fortæller desuden, at tilgangen af de to brødre, Ion og Gorka Izaguirre, kan være en stor gevinst for danskeren.

»Han ender med - hvis han kører stærkt - at have to formidable hjælperyttere. Det er to mand, man heller ikke lige kører ud af klassementet.«

Jesper Worre spår desuden, at han tror Fuglsang og hans trænere planlægger næste års sæson anderledes end i år.

Magnus Cort bliver også en del af Astanas Tour de France hold, meddelte de i søndagens pressemeddelelse.