Cykelrytteren Tosh Van der Sande er blevet testet positiv for doping under seksdagesløbet i Gent i november.

Det bekræfter rytterens eget hold, Lotto-Soudal. Og de har valgt at suspendere den 28-årige belgier. Det selvom Tosh Van der Sande ifølge Lotto-Soudal skulle være testet positiv for et præparat, der findes i næsesprayen Sofasolone, som er lovligt at bruge under løb, hvis man informerer om det.

'Efter et møde med rytteren har bestyrelsen besluttet at suspendere ham, indtil undersøgelsen er udført af UCI og for at give rytteren det bedst mulige grundlag for sit forsvar,' skriver Lotto-Soudal på sin hjemmeside.

Tosh Van der Sande blev sammen med sin makker Jasper de Buyst nummer tre i seksdagesløbet i Gent.

Tosh Van Der Sande blev nummer to i Paris-Tours i 2015. 
Tosh Van Der Sande blev nummer to i Paris-Tours i 2015.  Foto: GUILLAUME SOUVANT
Vis mere

Den 28-årige belgier har kørt for Lotto-Soudal siden 2012, men han har kun noteret sig for en sejr med sit belgiske hold. Den faldt i 2016, da han kørte Tour de l'Ain og vandt 2. etape.

Men Tosh Van der Sande har været en del af det store cykelholds ryttere på flere Grand Tours. Han har blandt andet kørt Vueltaen fire gange og Giroen to gange.

Lige nu skal han dog koncentrere sig om at slippe for en eventuel karantæne for brug af et ulovligt stof.

Det er endnu uvist, hvornår Tosh Van der Sande skal forsvare sig over for UCI.