På trods af flere aflyste cykelløb og en sportsverden, der er tæt på at være gået i stå verden over, har arrangørerne bag Paris-Nice valgt at fortsætte med afviklingen af løbet.

Ikke desto mindre har den amerikanske cykelstjerne Tejay van Garderen valgt ikke at stille til start ved løbets femte etape, torsdag. Det melder flere medier, herunder franske L'Équipe.

EF-Education First-rytteren frygter nemlig ikke at kunne vende tilbage til USA.

Det sker i kølvandet på præsident Donald Trumps beslutning om at suspendere alle flyvninger mellem Europa og USA.

Tejay van Garderen (tv.) blev nummer to ved Critérium du Dauphiné i 2019, som blev vundet af Jakob Fuglsang.
Tejay van Garderen (tv.) blev nummer to ved Critérium du Dauphiné i 2019, som blev vundet af Jakob Fuglsang. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Tiltaget træder i kraft fredag midnat, og selvom det ikke er forbudt for amerikanerne at rejse, opfordrer Trump dem til at lade være.

Van Garderen lå nummer 68 inden løbets fire sidste etaper, hvor hans primære rolle var at hjælpe kaptajnen Sergio Higuita med at vinde det franske etapeløb.

Onsdag var en fremragende dag i det franske for de danske ryttere, da Søren Kragh Andersen vandt enkeltstarten, og Kasper Asgreen blev nummer tre.

Hvis resten af etaperne afvikles, slutter det franske etapeløb søndag, men i løbet af de seneste dage har flere ryttere erklæret, at de ikke tror på, at løbet køres til ende.