Et minut og 40 sekunder ned til Pogacar og endnu længere ned til Wout Van Aert. Jonas Vingegaard var fuldstændig ustoppelig på sidste års enkeltstart under Tour de France og satte feltets største profiler fuldstændig til vægs.
Præstationen var ifølge flere eksperter og holddirektører for vild til at være sand, og hvorvidt der kan være præstationsfremmende midler involveret bliver diskuteret frem og tilbage i anden sæson af Netflix' Tour de France-serie – Tour de France: Med i feltet – som udkommer 11. juni.
Men Jonas Vingegaard svarer hårdt tilbage på spekulationerne.
»Fortiden er den eneste grund til at spekulere. Jeg ved, jeg ikke er dopet. Jeg gør ikke noget, jeg ikke må. Jeg er clean, og når de tester prøverne om 100 år, finder de stadig ikke noget, så jeg er glad,« siger Vingegaard direkte til kameraet.
Klart svar fra danskeren, der blandt flere bliver bakket op ad sin sportsdirektør og Wout Van Aert.
Han får dog også hjælp fra uventet kant, hvor AG2R's sportsdirektør kalder Jonas Vingegaards nedkørsel 'helt usædvanlig'.
Rytterne og holddirektørerne taber kæben, da de hører Vingegaards tid, og der er en scene i dokumentaren, hvor Pogacar spørger sin forlovede, hvor meget han tabte med, og hun svarer; 'det vil du ikke vide'.
Den dobbelte Tour de France kæmper i øjeblikket en brav kamp i et forsøg på overhovedet at stille klar til sit forsvar af den gule trøje efter sit styrt i starten af april.
Bjarne Riis har svært ved at se ham blive 100 procent klar, som Vingegaards hold 'Visma-Lease a Bike' har sagt, at han skal være for at stille til start.
Læs Bjarne Riis' bud på hans Tour-form her.